AI kan hjælpe, men ikke erstatte tandlægen

De fleste patienter synes, at kunstig intelligens (AI) er nyttigt som et supplement, når tandlægen diagnosticerer ved hjælp af røntgenbilleder. Men AI kan ikke erstatte tandlægen.

De fleste patienter synes, at kunstig intelligens (AI) er nyttigt som et supplement, når tandlægen diagnosticerer ved hjælp af røntgenbilleder. Men AI kan ikke erstatte tandlægen. Der skal stadig være en tandlæge, der har det sidste ord. Det er konklusionen i et nyt studie, hvor en gruppe forskere på tværs af seks lande har undersøgt, hvad patienter tænker om brugen af AI i tandlægers billeddiagnostik.
 
Patienter på klinikker i Aarhus, Brasilien, Frankrig, Norge, Portugal og USA – i alt 2.581 personer – blev bedt om at udfylde et spørgeskema. Det indeholdt 16 udsagn om AI, som de skulle tage stilling til. Forskelle mellem svar fra de forskellige lande blev analyseret, og forskerne kiggede også på, om folks alder, uddannelse og viden om AI påvirkede deres holdninger.

Der skal stadig være en tandlæge, der har det sidste ord

De fleste var positive over for AI, men de så det som et værktøj, der kan hjælpe tandlægen, ikke som en erstatning. Mange var optagede af, at der stadig skal være menneskelig kontrol, og at data skal beskyttes. Desuden var patienterne bekymrede for, om AI ville gøre diagnosticeringen dyrere. 

Der var forskelle i holdninger til brug af AI mellem landene: I Brasilien var flere åbne for, at AI kunne erstatte tandlæger, mens folk i Danmark og Norge var mere skeptiske overfor, hvor godt AI kan stille en diagnose. Personer med højere uddannelse og mere viden om AI var generelt mere positive, men ønskede også i højere grad, at tandlæger stadig har ansvaret, når det gælder diagnosticering af tandsygdomme.