"Vi skal fjerne skammen ved at fejle, hvis vi vil blive bedre tandlæger"

Christina Gundlev spørger:

Hvorfor skal vi blive bedre til at dele ud af vores fejl og erfaringer med behandlinger og indgreb, der ikke forløber optimalt?

– Vi arbejder i et fag, der mildest talt ­ikke er særlig fejl-omfavnende. Og det er en stor skam, for angsten for at fejle er dybt hæmmende. Hvis jeg skal gå lidt mere filosofisk til det, handler det for mig om, at man bliver nødt til at erkende sin egen fejlbarlighed ikke bare som tandlæge, men også som menneske, hvis man vil trives og vokse og blive bedre til at være her og gøre det, man gerne vil gøre, godt. Uanset om det så handler om at være en god ven, en god partner, en god forælder – eller en god tandlæge. 

Hvornår gik det op for dig, at det fag, du var trådt ind i, havde svært ved at rumme fejl? 
– Jeg tror, at den indgroede nulfejlskultur, der findes i vores fag, er lige så gammel som faget selv. Jeg mærkede den i hvert fald det sekund, jeg trådte ind på studiet. Men jeg kan meget ­præcist sige, hvornår nulfejlskulturen for alvor fik betydning for mig. Nærmest på datoen. Det skete, da jeg som nyuddannet blev fyret fra mit første job, seks uger efter jeg var blevet ansat, med beskeden: manglende faglighed. Når man i sin karrieres spæde vorden, hvor man har allermest brug for at ­blive rummet med sine fejl, får sådan en dom på skrift, er det næsten tilintetgørende. Og det ramte mig i en grad, at jeg fik en depression. Jeg fik hanket op i mig selv og fandt en måde at komme tilbage på, som netop handlede om at arbejde med fejl fremfor at krybe i et musehul af skam. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, at en ikke uvæsentlig andel af unge tandlæger aldrig indfrier deres fulde potentiale, fordi de tilgår deres fag med angst for at fejle frem for tro på muligheden for at lykkes. 

Men patienterne forventer jo en god behandling. Er en nulfejlstilgang ikke en god ambition at have? 
– Nej, for det er en umulig og hæmmende ambition. Alle begår fejl. Og når du sætter ud med frygt for at gøre noget forkert, bliver du dårligere til dit arbejde. Det handler ikke om, at man ikke skal gøre sig umage og stræbe efter det bedste. For det skal vi. Men vi skal forstå, at vi er fejlbarlige, og at de fejl, vi begår, ikke gør os til dårlige tandlæger – ­eller mennesker for den sags skyld – men tværtimod har potentialet til at gøre os bedre. I stedet for at lade fejlene fylde os med skam og feje dem ind under gulvtæppet skal de gøres synlige og kanaliseres ind i vores læringsproces, så de kan gøre os dygtige og skarpere. 

Hvordan har du det selv, når du begår en fejl? 
– Det er en smertefuld proces. Fy for ­satan, det er bare ikke sjovt! Det brænder i min hånd, når jeg tager en fejl frem for at gennemgå den. Men jeg gør det, fordi jeg ved, at det er sådan, jeg bliver bedre. Jeg er meget systematisk omkring det. Skriver hele processen ­detaljeret ud og påtager mig det fulde ansvar for, at det er sket, og for at finde en løsning. Det er supersmertefuldt hver gang. Men jeg anerkender, at jeg ligesom alle andre er et fejlbehæftet ­menneske. Det er i den anerkendelse, muligheden for det sublime ligger. Og det er det, jeg arbejder for at opnå hver gang, selv om det i sagens natur er uopnåeligt. 

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor? 
Mette Rylev, specialist i parodontologi (Schweiz), er en af landets førende på sit felt og med til at løfte niveauet indenfor sit specialområde. 

Kristian Illemann spørger:

Hvorfor valgte du at ­vende dig mod udlandet for at specialisere dig, og hvad betyder det for vores fag, at vi har så få specialer i Danmark ­sammenlignet med andre lande?