"Parodontologien er grundstenen i odontologien"

Kristian Illemann spørger:

Hvorfor valgte du at vende dig mod udlandet for at uddanne dig, og hvad betyder det for vores fag, at vi har så få specialer i Danmark?

– Før jeg blev tandlæge fra Aarhus Universitet, var jeg uddannet tandplejer og kom i praktik på Bern Universitet. På det tidspunkt var der på begge uddannelses­institutioner et stort fokus på parodontologien. Professor Thorkild Karring i Danmark og professor Niklaus Lang i Schweiz var mastodonter inden for deres felt og tiltrak mange studerende fra ind- og udland. Så allerede her fik jeg en dyb forståelse for parodontologien som selve fundamentet for al anden behandling. Og selvom jeg var ung og endnu ikke tandlægeuddannet, red jeg på den bølge af interesse og gjorde alt for at dygtiggøre mig inden for parodontologien. Da jeg blev færdig som tandlæge, var efteruddannelsen på Aarhus Universitet imidlertid lukket. Så gjorde jeg det, jeg tror, de fleste unge danske tandlæger, der ellers drømmer om at specialisere sig, gør. Jeg begyndte at praktisere. Det var først, da Niklaus Lang ved et tilfældigt møde opfordrede mig til at vende tilbage til Bern, at drømmen om parodontologien blev vakt igen.

Hvordan oplevede du studietiden i Schweiz? 
– Som en fisk i vandet. Jeg havde lært meget som praktiserende tandlæge, men det var aldrig det, der tændte mig, og nu lå alt det, jeg siden min første studie­tid var nysgerrig og sulten på, ­foran mig. Det føltes som et mekka. Men det var også omkostningstungt. Økonomisk og personligt. Man må indstille sin ellers gode forretning som tandlæge, finansiere sit studie ved hjælp af fonds- og legatmidler og flytte til et fremmed land, langt væk fra familie og venner. Det er vilkårene, hvis man som dansk tandlæge vil specialisere sig i andet end ortodonti og kæbekirurgi. Og selvom alle omkostninger for mit vedkommende var det hele værd, forstår jeg godt, det kan afskrække nyuddannede tandlæger. Jeg så ikke mig selv som modig dengang, men i dag kan jeg se, at det kræver mod. ­Også mere, end det er rimeligt. Hvis vi ønsker at løfte mund- og tandsundheden i Danmark, bliver vi nødt til at etablere en større bredde af specialer fremfor at pålægge unge nyuddannede tandlæger at løfte den opgave alene.

Hvordan oplevede du selv, at du kunne være med til at løfte den opgave? 
– Det var ikke noget, der optog mig under studiet, men da jeg blev færdig, sagde min professor: Viden forpligter! Underforstået at nu skulle jeg bidrage til at højne parodontologien i Danmark. Det er derfor, jeg i dag sidder som henvisningstandlæge, behandler alt, der kommer min vej, og sammen med bl.a. Lone Sander giver kurser og står for et systematiseret efteruddannelsesforløb i Tandlægeforeningens regi. Men vi er kun få, og selvom vi knokler på, så forslår det som en dråbe i havet. Og hvem skal tage over? Vi har jo også en udløbsdato. Så længe vi ikke har et formaliseret speciale herhjemme, må vi bare erkende, at niveauet for parodontologien ikke følger europæisk standard.

Hvad betyder det for faget – og for patienterne? 
– Det betyder, at vi ikke kan hjælpe de svære parodontitistilfælde. At patienter, der med korrekt behandling kunne bevare deres tænder, kommer til at miste dem. Man kan hævde, at det er et fåtal. Men vi bliver flere og flere ældre. Så den patientgruppe vil kun vokse sig større. I dag er de praktiserende tandlæger ikke i tilstrækkelig grad klædt på til opgaven. Det viser min egen lille personlige empiri i hvert fald. Når jeg spørger mine kursister, hvorfor de ikke kommer i mål med deres parodontitisbehandlinger, svarer de næsten enstemmigt: Fordi jeg ikke kan udføre parodontal eller regenerativ kirurgi. Hvis vi skal imødekomme den udvikling, kræver det som minimum et fokuseret videnskabeligt baseret uddannelsesforløb og helst et decideret speciale. Det vil kun bidrage positivt til den generelle tandsundhed i Danmark. For parodontologien er forudsætningen for, at vi kan komme i mål med al anden tandbehandling.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor? 
Tandlæge Signe Johanne Rasmussen er ikke bare klinikejer og god til at orientere og dygtiggøre sig, men også fagpolitisk engageret.

Mette Rylev spørger:

Hvordan finder du tid og energi til løbende at dygtiggøre dig ­inden for dit felt, men også ­engagere dig fagpolitisk – og hvorfor er det ­vigtigt?