At være forsker er lidt som at bygge med LEGO

Nunu Vibe Hermann spørger: 

Hvorfor har du valgt epitel som forskningsfelt? 

Jeg synes, epitel er et fantastisk væv. Det fungerer som en slags beskyttelseslag, der hele tiden beskytter os mod fx bakterier, svampe, kemikalier og solen. Samtidig fornyer det sig konstant, hvilket gør det virkelig spændende at arbejde med. Man kan næsten sige, at det er vores første forsvarsmekanisme – det sørger for, at vi ikke tørrer ud og beskytter os både indefra og udefra.

Jeg er jo også arveligt belastet. Min far var professor på Tandlægeskolen, og han forskede i mange år i ændringer af blodtypeantigener i bl.a. mundhulecancer. Min interesse startede med at være koncentreret om mundslimhinden, men har med tiden udvidet sig til mange typer epitel, fx i hud og mave-tarm-kanalen. I bund og grund er det de samme celler, vi arbejder med – de ser bare lidt forskellige ud og er tilpasset deres specifikke funktion. I munden er de fx dækket af spyt, men de har mange af de samme egenskaber som hudens epitel.

Hvad er din vision for din forskning? 
Min overordnede vision er at udvikle nye behandlinger – især mod cancer, inflammation og degenerative sygdomme. I grundforskningscenteret Copenhagen Center for Glycocalyx Research arbejder vi bl.a. på at identificere nye targets, som kan bruges til behandling af sygdomme, både i mundhulen og andre steder i kroppen. Her undersøger vi cellernes overflade, som med deres komplekse lag af sukkerstrukturer (glykaner) og proteiner både beskytter og skaber stabilitet, men samtidig integrerer signaler fra naboceller og det omkringliggende miljø.

Man kan forestille sig det som en slags candyfloss omkring cellerne, og i bl.a. mange kræftformer ser vi, at de her strukturer er forkortede. Derfor har vi fx lavet nogle antistoffer, der specifikt rammer de celler med korte sukkerkæder, som vi lige nu tester i laboratoriet. 

Jeg har i mange år anvendt og udviklet 3D-laboratoriemodeller af humant væv (organotypiske modeller/organoider), som man kan bruge til mange forsøg i stedet for mus. I dag bruger vi fx organotypiske modeller af oral mucosa, hud, mavesæk og tarm, ”bygget” i laboratoriet af humane celler. Det gør det muligt at lave forskning, der på mange måder er mere direkte overførbart til patienter. For vi er jo ikke mus!

Hvad motiverer dig som forsker? 
Det, der motiverer mig, er selvfølgelig tanken om, at vores forskning kan gøre en reel forskel for patienter. Men i hverdagen er det også selve processen – det at få resultater, blive overrasket, tage fejl og finde nye veje. At være forsker er lidt som at bygge med LEGO; man har en idé om, hvad man vil lave, men det ender nogle gange med noget andet, som måske er endnu mere spændende.

Derudover betyder det tværfaglige samarbejde med andre rigtig meget for mig. Jeg arbejder sammen med mennesker, som er dygtige på hvert deres område. Forskning er i høj grad gruppearbejde, og det passer mig godt, fordi jeg får energi og nye perspektiver af at være sammen med andre. Jeg synes, at det er sjovt og meget givende at arbejde sammen med mennesker fra andre lande. Lige nu er jeg faktisk den eneste dansker i mit laboratorie. 

Og til slut er det også en kæmpestor motivationsfaktor, når andre sætter pris på vores forskning og kan se, at det kan bruges til potentiel ny behandling. 

Hvem vil du give stafetten videre til? 
Jeg vil gerne sende stafetten videre til Karen Geismar, som er ansat som sektionsleder i enheden Beredskab og smitsomme sygdomme i Sundhedsstyrelsen. 

Sally Dabelsteen spørger: 

Hvad er det mest interessante ved dit arbejde i dag?