Et bor er et bor

Du skal ikke regne med at komme i gymnasiet.

Så klar var beskeden til Casper Christoffersen i folkeskolen. Han havde svært ved at finde sig til rette i det boglige. Sad ikke stille, fik ikke lavet lektier og havde tankerne alle andre steder end i klasseværelset. Derfor lå retningen fast, da han gik ud af 10. klasse: Han skulle være smed – ligesom sin far og farfar.

I dag er han tandlæge.

En oplagt vej
I møderummet på klinikken i Svendborg sidder Casper Christoffersen med en kop kaffe i hånden. Han taler ubesværet, som én der er vant til at falde i snak med alle. Efter 10. klasse gik han i lære som smed. Ikke fordi det var en stor drøm, men fordi det var det oplagte valg. Smedefaget lå nemlig til familien, og via netværk fik han en læreplads. Arbejdslivet passede ham godt.

- Det var et fantastisk arbejde. Man brugte hænderne og kom rundt og mødte en masse mennesker.
  
Han arbejdede i montage, kørte til byggepladser og samarbejdede med andre håndværkere. Nogle opgaver skilte sig ud.

- Vi havde en opgave i zoologisk have, hvor vi skulle sætte et hegn op, og så kravlede der pludselig aber rundt på os, griner han. 

Miljøet var klassisk håndværkerliv: tidlige morgener, kaffe på kanden og en direkte tone i skurvognen.

- Det passede mig rigtig fint. Det var jo også det, jeg var vokset op med hjemmefra. 

Men efter syv-otte år med hårdt fysisk arbejde begyndte kroppen at sige fra. Casper Christoffersens fingre begyndte at sove, når det havde været hårdt.
Beskeden fra lægen var klar. Hvis han ville holde i mange år, måtte han finde noget andet at tage sig til. Casper Christoffersen tog det ikke som et nederlag. Nærmere som en udfordring.

- Jeg har det egentlig godt med at skulle prøve noget nyt.

Han vidste bare ikke hvad.

Tilbage på skolebænken
Først forsøgte han sig med uddannelsen som audiologiassistent. Den var kort, mindre fysisk krævende og havde lidt med anatomi at gøre, som han interesserede sig for. Men der var ingen lærepladser at få.Så selv om han aldrig havde været bogligt interesseret, begyndte han på HF. Og nu passede det ham pludselig bedre at sidde på skolebænken.

- Jeg var blevet ældre, og jeg gad ikke længere sidde og pjatte. Når man er nået til det sted i sit liv, skal det man laver give mening.

Planen var klar. Casper Christoffersen ville læse medicin, og derfor blev det to intense år med fokus på karakterer og nye fag. Men så kom tandlægestudiet ind fra siden.

- Der var en i min klasse, der sagde, hun ville være tandlæge. Og så tænkte jeg – det lyder da meget sjovt.

Han søgte ind kort før deadline.

- Jeg er ikke typen, der har en stor plan. Hvis noget lyder spændende, så prøver jeg det, siger han. 

En hård start på studiet
I 2017 blev han optaget på odontologi i København. Han var 27 år, og overgangen var markant.

- Som smed var det fysisk hårdt. Det her var psykisk hårdt. Jeg var helt smadret i hovedet, når jeg kom hjem.

Især de første år var en udfordring med meget teori og mange bøger. 

- Jeg dumpede også den første eksamen. Jeg er vant til at tage tingene, som de kommer, og det betød måske, at jeg tog lidt for let på det hele. At jeg ikke helt havde sat mig ind i, hvad det krævede, siger han med et smil.

Men det gik alligevel. Det hele ændrede sig, da han fik noget i hænderne.

- Så snart vi begyndte at bore, gav det mening.

Hans baggrund som smed viste sig at være en fordel.

- Det er jo i princippet det samme. En boremaskine er en boremaskine. Man skal presse lidt her og køle ned der, siger han, som om det er det nemmeste i verden. 

Også i mødet med patienterne trak han på sin erfaring.

- Jeg er vant til at tale med alle slags mennesker. Man finder altid noget at snakke om. Det er måske sådan lidt den der håndværkerjargon. 

På rette hylde
I dag arbejder han som tandlæge i Svendborg – og er blevet medejer af en klinik. Det er stadig det håndværksmæssige, der driver ham.

- Jeg kan godt lide at have hænderne i det. Og jeg kan godt lide at møde mennesker.

Selvom han nu er en del af et akademisk fag, føler han ikke, at han har ændret sig grundlæggende.

- Jeg er stadig lidt bondsk, siger han og griner.

På trods af at Casper Christoffersen er typen, der ofte lader tilfældighederne råde lidt i sit liv, så har det at blive selvstændig længe været en drøm.

- Faktisk siden jeg var smed. 

Muligheden opstod tidligere i år, og han slog til.

- Det er learning by doing. Heldigvis har min kompagnon haft klinikken i mange år, så han ved, hvad han laver. 

Ikke den lige vej
Når han ser tilbage, er det ikke en nøje plan, der har ført ham hertil.

- Jeg hopper bare på bussen, når den kører. Men jeg elsker det, jeg laver. Jeg glæder mig til at komme på arbejde hver dag, og jeg har endnu ikke haft en dag, hvor jeg ikke gad.

Og så er der jo også det, som han selv siger med et smil:

- I gamle dage var det jo smeden, der trak tænder ud.

I dag er det ham.