Prisen får hver fjerde midtjyde til at fravælge tandlægebesøg
24 % af borgerne i Region Midtjylland takker nej til tandbehandling, fordi de synes, det er for dyrt, viser en ny rapport. Det er især de unge, de lavtlønnede og personer på overførselsindkomster, der dropper tandbehandlingen på grund af prisen.
Én ud af fire borgere i Region Midtjylland synes, det er så dyrt at gå til tandlæge, at de vælger tandbehandling fra. Det viser den nye undersøgelse ”Hvordan har du det?”, hvor næsten 24.000 borgere fra de 19 kommuner i Region Midtjylland i 2025 har deltaget i en spørgeskemaundersøgelse om sundhed, sygdom og trivsel.
- Andelen af borgere, der fravælger tandlægen, fordi de ikke har råd, er markant høj i forhold til de øvrige områder – fysioterapi, kiropraktor mv. Det er også tydeligt, at det først og fremmest er de unge, der dropper tandbehandling på grund af prisen, forklarer Finn Breinholt Larsen, seniorforsker i DEFACTUM – et forsknings- og konsulenthus under Region Midtjylland – og en af forfatterne bag undersøgelsen.
Hele 39 % af midtjyske borgere mellem 25 og 34 år svarer således, at de har fravalgt tandlægebehandlingen af økonomiske grunde.
- Fundamentet for en god tandsundhed starter tidligt. Den store gruppe af unge, som ikke går til tandlæge, kan risikere at få problemer med tænderne længere fremme i livet, siger seniorforskeren.
Rapporten ser også på, hvilke borgere der har fravalgt tandbehandling, opgjort på forskellige kroniske sygdomsområder. Her har næsten halvdelen af personer med angst og depression valgt tandlægen fra, fordi det er for dyrt.
- Set i lyset af, at dårlig tandsundhed kan føre til fx hjerte-kar-sygdomme og diabetes, kan fravalget af tandbehandling være en medvirkende årsag til, at personer med psykisk sygdom ofte også lider af andre kroniske sygdomme, siger Finn Breinholt Larsen.
Tallene er bekymrende
Resultaterne fra det midtjyske stemmer godt overens med en tidligere undersøgelse fra Tandlægeforeningen, hvor et stort flertal af tandlægerne – 69 % – angiver, at de ugentligt eller oftere oplever, at patienter siger nej tak til den fagligt optimale behandling på grund af økonomi.
I Tandlægeforeningen finder formand Torben Schønwaldt tallene bekymrende, da de endnu engang understreger uligheden i tandsundhed.
- Der er en højere risiko for, at sygdomme i tænder og mund ikke opdages i tide, hvis man springer tandlægen over. Vi ved også, at der er tæt sammenhæng mellem sundhed i munden og sundhed i resten af kroppen, og at en sund mund er afgørende for vores livskvalitet, siger Torben Schønwaldt.
Ingen spørgsmål om tandsundhed
Finn Breinholt Larsen forklarer, at befolkningssammensætningen i Region Midtjylland stort set svarer til landsgennemsnittet, og at resultaterne fra regionens spørgsmål om tandsundhed med stor sandsynlighed ville ligge tæt op ad de svar, man ville få, hvis hele befolkningen blev spurgt. Men lige præcis spørgsmål om sundhed i tænder og mund er udeladt af de øvrige fire regioners ”Hvordan har du det?”-undersøgelser og er derfor heller ikke med i den landsdækkende afrapportering.
- Når parodontitis, caries og andre tandsygdomme er så udbredte, som det er tilfældet, er det kritisabelt, at en undersøgelse om helbred og trivsel ikke har spørgsmål om tandsundhed. Det er skørt, når vi ved, at høj tandsundhed er afgørende for både fysisk, mental og social trivsel hos danskerne, siger Torben Schønwaldt.