Mere end tandlæge og klinikassistent
Da Maria Selmar og Randi Sheldon blev ansat som makkerpar, fandt de hurtigt ud af, at de delte både humor, arbejdsglæde og synet på patienterne. I dag er de blevet langt mere end kolleger.
Selvom Maria Selmar og Randi Sheldon har hver deres rolle ved tandlægestolen, oplever de ikke selv, at samarbejdet følger en klassisk opdeling mellem tandlæge og klinikassistent. På klinik tre hos Aabybro Tandlægerne arbejder de som et team med et fælles mål om at skabe trygge rammer og gode oplevelser for patienterne.
- Vi har et samarbejde på lige fod, hvor vi begge har noget at sige, siger Maria Selmar.
Det kan Randi Sheldon genkende.
- Maria får mig til at føle, at jeg ikke bare er hende, der spritter af og dækker op. Jeg er faktisk sådan en, der er med i tingene. Vi er et rigtigt team.
For Maria Selmar er det netop en vigtig del af samarbejdet.
- Randi har klart hjulpet mig til at blive en bedre tandlæge. Da vi begyndte at arbejde sammen, var jeg mere grøn, mens hun havde mange års erfaring som klinikassistent og havde masser af tips og tricks at lære fra sig.
Ifølge Randi Sheldon går læringen begge veje.
- Maria har også hjulpet mig til at blive en bedre klinikassistent. Jeg har aldrig haft et så godt kollegialt samarbejde med en tandlæge før.
De to arbejder i dag som tandlæge og klinikassistent hos Aabybro Tandlægerne i Nordjylland. Men historien begyndte allerede, inden de startede på klinikken.
Makkerpar fra første dag
Begge voksede op i samme by, gik i samme børnehave og senere på samme skole.
- Så jeg vidste godt, hvem Randi var. Men jeg er ikke helt sikker på, at hun vidste, hvem jeg var. Hun gik jo lige en årgang over mig, siger Maria Selmar med et grin.
Da de i 2019 blev ansat på klinikken, var det faktisk som et makkerpar. Klinikken manglede både en tandlæge og en klinikassistent, og derfor blev de ansat som en slags samlet løsning. Før de overhovedet havde deres første arbejdsdag, blev de sendt på kursus sammen. Det viste sig hurtigt at være en god idé.
- Vi svingede godt sammen og fandt ret hurtigt ud af, at vi havde mange ting til fælles. Vi har lidt den samme humor, og vi er begge store Friends-fans, siger Maria Selmar.
Friends-referencerne flyver stadig gennem luften på klinik tre, hvor Maria Selmar og Randi Sheldon i dag har deres gang som fast makkerpar. Det samme gør grinene.
- Vi har en god hverdag, hvor vi har det virkelig sjovt, siger Maria Selmar.
Hun kan læse mine tanker
Mange tandlæger har et tæt samarbejde med deres klinikassistent. Men ifølge Maria Selmar er der noget særligt ved samarbejdet med Randi Sheldon.
- Randi kan læse mine tanker, inden jeg selv har dem. Det er meget nemt for mig, fordi hun gør min arbejdsdag nemmere. Jeg behøver ikke tænke på noget, for hun har allerede gjort de ting klar, som jeg gerne vil have, siger hun med et smil.
Randi Sheldon oplever det på samme måde.
- Man skal ofte bruge lidt tid på at finde ind til hinanden som tandlæge og klinikassistent. Men med Maria og jeg sad den bare lige i skabet med det samme. Vi var ret hurtige til at kunne læse hinanden.
Resultatet er et samarbejde, hvor meget sker helt af sig selv.
- Alt bliver meget nemmere, når vi er så gode til at læse hinanden, siger Randi Sheldon.
Det tætte samarbejde handler om mere end humor og gode grin. Begge fremhæver, at de med tiden er blevet dygtige til at fornemme, når den anden ikke har det store overskud.
- Vi siger det højt, når vi har en dårlig dag. Og vi ved som regel også, hvad den anden har brug for, når der er svære perioder, siger Maria Selmar.
Den oplevelse deler Randi Sheldon.
Vi svingede godt sammen og fandt ret hurtigt ud af, at vi havde mange ting til fælles
Maria Selmar, Tandlæge
- Vi kender hinanden så godt efterhånden, at vi hurtigt kan mærke, hvis noget ikke er, som det plejer. Så er man måske lidt bedre til at hjælpe hinanden eller tage nogle af de ting, der fylder.
Patienterne kan mærke det
Det tætte samarbejde er ikke kun noget, de selv lægger mærke til. Det gør patienterne også.
- Jeg får mange kommentarer om, hvor Randi er, hvis hun har fri. Jeg kan også høre, at der bliver snakket ude i venteværelset om, at det er sjovere at komme til tandlæge hos mig, når Randi også er der, siger Maria Selmar.
Hun tror, at patienterne kan mærke den tryghed og lethed, der er mellem dem. For selv på travle eller svære dage forsøger de at holde fast i humoren.
- Vi er gode til at grine af tingene i stedet for at græde, hvis tingene ikke går helt, som vi havde tænkt. Det vigtigste er jo, at patienten har en god oplevelse, konstaterer Randi Sheldon.
Fra kolleger til veninder
Med tiden er samarbejdet flyttet uden for klinikken. Det begyndte med løb. Siden er koncerter, foredrag, fødselsdage og andre fælles oplevelser kommet til.
- Det er kommet helt naturligt, at vi er begyndt at se hinanden privat, siger Randi Sheldon.
I dag har de svært ved at forestille sig en hverdag uden hinanden.
- Jeg ved godt, at man også kan finde en anden god tandlæge at arbejde sammen med, men det er svært at forestille sig, at det ville blive lige så godt. Jeg ville synes, det var megatræls ikke at skulle arbejde sammen, siger Randi Sheldon.
Maria får mig til at føle, at jeg ikke bare er hende, der spritter af og dækker op
Randi Sheldon, Klinikassistent
Maria Selmar er enig.
Faktisk har de allerede lagt en plan for fremtiden.
- Nogle gange joker vi med, at Randi skal have en rollator, som hun kan tulre rundt med på klinikken, indtil vi begge kan gå på pension, griner hun.
Og selv om pensionen forhåbentlig ligger mange år ude i fremtiden, virker det ikke som om, at nogen af dem har travlt med at opløse makkerskabet på klinik tre.
Maria Selmar
- Uddannet tandlæge fra Aarhus Universitet i 2013
- Ansat hos Aabybro Tandlægerne
Randi Sheldon
- Uddannet klinikassistent i Aalborg i 2005
- Ansat hos Aabybro Tandlægerne
Når to er bedre end én
Et godt makkerskab handler om mere end at kende hinandens rutiner. Det handler om tillid, om at udfordre hinanden og om at spille hinanden bedre. Vi har mødt tre makkerpar, der på hver deres måde viser, hvordan stærke relationer kan løfte både arbejdsglæden, fagligheden og mødet med patienterne.