Det vigtigste er, at børn kan gå til tandlæge uden at være bange

Marie-Louise Milvang Nørregaard spørger:

Hvorfor valgte du at beskæftige dig med lige netop dette vanskelige og krævende fagområde inden for pædodontien? 

- Det var lidt en tilfældighed, at jeg endte med at arbejde med kirurgi inden for den kommunale tandpleje. Jeg 
havde egentlig ikke planer om, at jeg skulle specialisere mig inden for noget særligt, men da jeg begyndte på jobbet i tandplejen i Aarhus, var en af deres tandlæger med speciale i kirurgi lige stoppet, fordi hun skulle læse videre til kæbekirurg. Fra mit tidligere job i privat praksis havde jeg erfaring med at fjerne visdomstænder, så jeg tog chancen og sagde ja, da de spurgte, om opgaven var noget for mig. Og det har jeg ikke fortrudt.

For mig er det meget givende at se et barn, der kommer ind ad døren og er vildt bange for det, der skal ske, men alligevel klarer det og går stolt ud ad døren igen. Det betyder noget for mig at hjælpe et barn med at komme igennem noget, som er svært. Børn kan utroligt meget mere, end vi voksne ofte tror.

Selv om det er et arbejde, der giver stor tilfredshed, kan det også være psykisk hårdt, fordi man bruger sig selv enormt meget. Derfor er det vigtigt at passe på sig selv, når man ikke er på arbejde. Det gør jeg bl.a. ved at bruge tid sammen med venner og familie, dyrke motion og komme ud i naturen. Desuden bruger jeg og min klinikassistent altid tid på at evaluere opgaven, når vi har haft et barn i stolen. 

Hvordan får du børn og deres forældre til at kunne håndtere behandlinger, der involverer operationer og det, der følger med?
- Generelt handler det om at få skabt ro og tillid fra start. Alle skal føle sig trygge ved os og det, der skal ske. Faktisk gælder det særligt for forældrene, som spiller en kæmpe rolle. Børn kan lynhurtigt afkode, hvis deres forældre er nervøse, og det smitter af på dem. Det betyder enormt meget for vores arbejde, at forældrene støtter op og samarbejder. Hvis forældrene tror på, at det kan lade sig gøre og udstråler det over for barnet, så skal det også nok gå. Derfor gør jeg meget ud af at forklare, hvad der skal ske, og hvordan det skal ske – både over for barnet og forældrene. Der er selvfølgelig en hårfin balance mellem at fortælle for meget og for lidt. Børnene og forældrene må ikke blive bange, men de skal også vide, hvad der foregår. Derfor fortæller jeg som regel ikke alt i detaljer, men jeg lyver aldrig for dem. 

En behandling på et barn kan godt tage lang tid. Og i det kommunale er der heldigvis nogle rammer, som gør, at vi kan tage os tiden til at skabe tryghed for børnene. Som regel har vi brugt den første halve time på at tale med barnet og forældrene og på at lægge bedøvelse. Vi bruger også nogle andre ord, end vi ville gøre, hvis det var voksne. Vi bruger fx ord som ”prikker” i stedet for ”stikker” og ”ridser” i stedet for ”skærer”. Vi forsøger at skabe nogle billeder, som børnene kan relatere til, og som ikke lyder helt så voldsomme i deres ører. Og når vi bedøver i ganen, hvor det gør allermest ondt, forsøger vi at aflede ved at tale om alle de dejlige is, de må spise efter behandlingen.

Mange af de børn, vi ser, hopper selv op i stolen og er slet ikke nervøse, men vi har også nogle, hvor vi ikke kan lave den behandling, der er planlagt, fordi de er så bange. Nogle af dem kan vi slet ikke få op i stolen. Normalt afgør vi, om de kan klare behandlingen, mens vi bedøver. Som oftest falder børnene til ro, når de får lidt lattergas, men hvis de ikke gør, bliver vi ofte nødt til at stoppe og fortsætte en anden dag. Så har vi nogle  andre virkemidler, vi kan tage i brug – fx fuld narkose. 

Når man arbejder med kirurgi på børn og unge, handler det ikke kun om selve indgrebet. Det er faktisk den mindste del af det. Det handler i lige så høj grad om at vurdere, hvornår et barn er klar, og hvornår det ikke er – og om at få det til at blive klar. Nogle gange er det bedst at gennemføre behandlingen, andre gange er det bedre at vente eller vælge en anden løsning. Det kræver erfaring og ro at mærke situationen og tage beslutninger, som både er fagligt forsvarlige og gode for barnet. Man behandler ikke bare tænder – man behandler et barn i en større sammenhæng. For os er det vigtigste, at børnene har ro i maven og kan gå til tandlæge resten af livet uden at være bange.

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor?
- Jeg vil gerne give stafetten videre til Inge Aarslev, som er leder af Tandreguleringsklinikken i Aalborg Kommune og formand for Foreningen af Specialtandlæger i Ortodonti. 

Annette Kjeldsen spørger: 

Hvordan får man en hverdag til at fungere, når man har svært ved at rekruttere specialtandlæger til kommunen?