Annonce
Internationalt forskningsnyt:

Relativt lav succesprocent af fyldningsterapi hos børn

Sekundær caries er den hyppigste årsag til, at behandlingerne mislykkedes, ifølge et nyligt publiceret systematisk review, som brasilianske forskere står bag.

Foto: Shutterstock

621 millioner. Så mange børn på denne planet har caries i primære tænder, og en stor del af dem har behov for fyldningsterapi med dentalmaterialer. Imidlertid viser et nyligt publiceret systematisk review, som brasilianske forskere har udarbejdet, at succesprocenten i forbindelse med disse behandlinger er temmelig lav.

Analysen er baseret på 31 tidligere publicerede kliniske undersøgelser og omfatter i alt 12.047 restaureringer med syv forskellige dentalmaterialer, som er blevet fulgt i 1-4 år. Den årlige fejlrate var i gennemsnit 12,5 %. Restaurering med stålkrone havde den højeste succesrate (96,1 %), mens metalforstærket glasionomer havde den laveste succesrate (57,4 %). Resultaterne var gennemgående lidt bedre ved klasse I-restaureringer end ved klasse II og klasse I-II, og konsekvent brug af kofferdam under behandlingen medførte ligeledes højere succesrate (93,6 % mod 77,5 % uden kofferdam).

Sekundær caries var den hyppigste årsag til, at behandlingerne mislykkedes (36,5 %). Forfatterne påpeger i den forbindelse, at en målrettet cariesforebyggende indsats formentlig kan bidrage til at nedbringe den relativt høje fejlprocent.

Den årlige fejlrate var i gennemsnit 12,5 %

Chisini LA, Collares K, Cademartori MG et al. Restorations in primary teeth: a systematic review on survival and reasons for failure. Int J Paediatr Dent 2018;28:123-39.

Kommentar Dorte Haubek, professor, dr.odont. Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet

Har resultaterne fra denne undersøgelse relevans for den danske børnetandpleje?
– Den gode organisering af børne- og ungdomstandplejen samt adgang til gratis tandpleje for denne aldersgruppe gør, at vi i Danmark har en meget anderledes situation end i fx Storbritannien, Mellemøsten og Sydamerika, hvor carieskontrollen i det primære tandsæt ofte er lav. Danske undersøgelser af Qvist et al. viser relativt gode resultater med fyldningsterapi og brugen af fyldningsmaterialer i primære tænder. Mange tandlæger i dansk børneog ungdomstandpleje har store dele eller hele deres ansættelse inden for tandpleje af børn og unge og er derfor meget fortrolige med håndteringen af tandbehandling af denne aldersgruppe og med de materialer og procedurer, som benyttes ved fyldningsterapi på primære tænder og i det unge permanente tandsæt.

Er stålkroner noget, man bruger i større stil inden for dansk børnetandpleje?
– Stålkroner er et behandlingskoncept, som der i årtier er blevet undervist i på de danske tandlægeskoler. På det seneste har bl.a. Nicola Innes fra University of Dundee været en stærk fortaler for ”at indkapsle” cariesangreb med stålkroner og derved forsøge at undgå pulpaskader i forbindelse med ekskaveringen. Stålkroner er dog ikke et umiddelbart oplagt behandlingsvalg i Danmark, hvor cariessituationen i det primære tandsæt er betydeligt mere under kontrol end i fx Storbritannien, Mellemøsten og Sydamerika. Men der kan godt være enkelte særligt belastede områder i Danmark, hvor det kan give mening at bruge stålkroner på nogle af patienterne. Indtil nu har stålkroner i det primære tandsæt primært været brugt i Danmark i forbindelse med behandlingen af børnepatienter med tanddannelsesforstyrrelser som amelogenesis imperfecta, dentinogenesis imperfecta og Molar Incisiv Hypomineralisation (MIH).
 

Kommentarer
Annonce