ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Ny viden:

Sociale medier er et tveægget sværd i relation til caries

Britiske forskere har i et nyt tværsnitsstudie undersøgt relationen mellem internetforbrug og cariesforekomst blandt teenagere i England, Wales og Nordirland. Unge, der søgte efter oplysninger om tandsundhed på internet og sociale medier, havde signifikant større cariesprævalens end de øvrige deltagere.

I England er 81 % af den voksne befolkning på internettet hver dag, og hver 20. Google-søgning handler om sundhed eller sygdom. Internet og sociale medier er derfor magtfulde værktøjer, hvis man skal have sundhedsbudskaber igennem til befolkningen. Der har fx været gennemført vellykkede kampagner for vægttab, rygestop, reduceret alkoholforbrug og bedre mundhygiejne via sociale medier.

På den anden side hænger overdrevet brug af internettet især blandt unge mennesker ofte sammen med en usund livsstil med for lidt søvn, underlødig kost, mange søde læskedrikke og dårlig mundhygiejne.

Britiske forskere har derfor i et tværsnitsstudie undersøgt relationen mellem internetforbrug og cariesforekomst blandt teenagere i England, Wales og Nordirland. I alt deltog 2.123 12-årige og 2.291 15-årige i studiet, der indebar en grundig klinisk undersøgelse og et spørgeskema med spørgsmål om tandplejevaner, kostvaner og internetforbrug.

En logistisk regressionsanalyse viste bl.a., at unge, der søgte efter oplysninger om tandsundhed på internet og sociale medier, havde signifikant større cariesprævalens end de øvrige deltagere (OR=1,29; 95 % CI: 1,03-1,62).

Forfatterne slår til lyd for, at fremtidige internetbaserede sundhedskampagner, der er rettet mod unge mennesker, også bør sigte mod at begrænse uhensigtsmæssig brug af sociale medier.

 

Kilde: Almoddahia D, Vargasa CM, Sabbah W. Association of dental caries with use of internet and social media among 12 and 15-year-olds. Acta Odontol Scand 2022;80:125-30. 

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE