Annonce
Ny viden:

Usikkerhed om brug af klorhexidin efter amotio af 3. molar

Mange tandlæger anbefaler mundskylning med klorhexidin efter kirurgisk fjernelse af underkæbevisdomstænder for derved at reducere risikoen for alveolitis sicca dolorosa (ASD). En ny systematisk oversigt og meta-analyse synes at bekræfte, at dette er en fornuftig praksis. Analysen er baseret på 18 randomiserede kontrollerede undersøgelser med i alt 2.824 patienter, hvoraf 1.458 fik klorhexidin (mundskylning eller gel) efter behandlingen, mens 1.366 fik placebo. Resultaterne viste reduceret risiko for ASD i klorhexidingrupperne, og det blev beregnet, at man kun skulle behandle otte patienter med klorhexidin for at forebygge ét tilfælde af ASD (NNT, numbers needed to treat = 8).

En kritisk kommentar i tidsskriftet Evidence- Based Dentistry påpeger imidlertid en række fejl ved analysen og de indeholdte undersøgelser. Der mangler bl.a. en kvalitetsvurdering af undersøgelserne, der er høj risiko for bias i mange af undersøgelserne, og der mangler i mange tilfælde oplysninger om bivirkninger af behandlingerne. Da der på det seneste har været to tilfælde af dødsfald som følge af anafylaktiske reaktioner over for klorhexidin, er den manglende opmærksomhed på bivirkninger en alvorlig fejl.

Konklusionen på kommentaren er, at der kan være fordele ved at bruge klorhexidin i forbindelse med amotio, men at det foreliggende materiale ikke har tilstrækkelig høj kvalitet til at berettige ændringer i daglig praksis. Man bør afvente bedre studier, som også inddrager risk-benefit-analyser.

Rodríguez Sánchez F, Rodríguez Andrés C, Arteagoitia Calvo I. Does chlorhexidine prevent alveolar osteitis after third molar extractions? Systematic review and meta-analysis. J Oral Maxillofac Surg 2017;75:901-14.
______________________________________________

Wright C, Mistry V, Smyth J et al. The use of chlorhexidine in the prevention of alveolar osteitis after third molar extractions. Evid Based Dent 2018;19:18-19.

Kommentarer
Annonce