Graviditet og arbejdsmiljø på tandklinikker
Den muligt fosterskadende effekt af en række fysiske, kemiske og biologiske påvirkninger, som er knyttet til arbejdet på tandklinikker, diskuteres på baggrund af nuværende viden. Idet denne viden sammenholdes med det forventede niveau for eksponering ved arbejdet, foretages en risikovurdering i relation til gravide klinikansatte. Risiko for fosterskadende påvirkninger findes især knyttet til anvendelse af kemiske stoffer som lattergas, kviksølv/amalgam, kloroform, organiske opløsningsmidler inkl. methylmethacrylat, kresol og klorkresol, klorfenol samt tinorganiske forbindelser. Der kan i dag ikke peges på tilstrækkeligt effektive arbejdshygiejniske foranstaltninger ved arbejdet med lattergas, methylmethacrylat og chloroform, og gravide bør helt undlade at arbejde med disse stoffer. Af stor betydning for den generelle forebyggelse af fosterskader er en øget forskning og udvikling mhp. stoffer med mindre fosterskadende effekt. På den enkelte tandklinik vil etablering og kontrol af rum- og procesventilation samt sanering af det anvendte produktsortiment være vigtige indsatsområder.