Behandling af kronisk inflammatoriske sygdomme med anti-TNF biofarmaka
Nærværende artikel giver et overblik over de anti-TNF farmaka, der i dag anvendes i behandling af patienter med kronisk immuninflammatoriske sygdomme, især reumatoid artritis, og en kort gennemgang af de særlige forholdsregler, der bør tages i forbindelse med tand- og mundhulesygdomme.
Biofarmaka, der består af monoklonale antistoffer og fusionsproteiner rettet mod cytokiner eller cellemembranreceptorer, repræsenterer et gennembrud i behandlingen af mange kronisk immuninflammatoriske sygdomme. Nogle af disse biofarmaka er rettet imod human tumornekrotiserende faktor-α (TNF).
De har opnået udbredt anvendelse i behandlingen af bl.a. reumatoid artritis, psoriasisartritis, spondylartritis (rygsøjlegigt), juvenil idiopatisk artritis (børnegigt) og kronisk inflammatoriske tarmsygdomme. Mange undersøgelser har påvist gode resultater og høje remissionsrater blandt patienter, der får anti-TNF-behandling. Da TNF har essentielle fysiologiske virkninger, vil der ofte i forbindelse med neutralisering af TNF optræde bivirkninger, herunder øget modtagelighed for infektioner.
I klinisk praksis ser man også en del patienter, der ikke responderer som forventet på behandlingen. En mulig forklaring på sekundært behandlingssvigt (tab af effekt efter initial god effekt) kan være dannelse af antistoffer, der neutraliserer anti-TNF præparaterne og/eller fremmer eliminering af disse terapeutiske proteiner fra cirkulationen. Antifarmaka antistoffer kan også fremkalde bivirkninger via forskellige immunologiske mekanismer.
Nærværende artikel giver et overblik over de anti-TNF farmaka, der i dag anvendes i behandling af patienter med kronisk immuninflammatoriske sygdomme, især reumatoid artritis, og en kort gennemgang af de særlige forholdsregler, der bør tages i forbindelse med tand- og mundhulesygdomme.
Klinisk relevans:
Anti-TNF biofarmaka har revolutioneret behandlingen af kronisk immuninflammatoriske sygdomme som reumatoid artritis, psoriasisartritis, spondylartritis, juvenil idiopatisk artritis og kronisk inflammatoriske tarmsygdomme. Anti-TNF lægemidler er generelt ikke-toksiske, men der kan optræde bivirkninger fra immunsystemet med øget modtagelighed for infektioner, dannelse af autoantistoffer og udvikling af immuninflammatoriske sygdomme som systemisk lupus erythematosus, psoriasislignende lidelser, demyeliniserende sygdom og interstitiel lungesygdom. Behandlingssvigt optræder hyppigt og fordrer forøgelse af dosis og/eller skift til andre anti-inflammatoriske terapier. Alle anti-TNF biofarmaka er immunogene, og der dannes ikke sjældent antistoffer imod præparaterne. Manglende opmærksomhed på disse antistoffer udfordrer patientsikkerheden og behandlingsøkonomien. Patienter i behandling med anti-TNF lægemidler kræver særlige forholdsregler i forbindelse med invasive indgreb i tandlægepraksis.
Chronic inflammatory diseases and anti-tnf biopharmaceuticals
Biopharmaceuticals consisting of monoclonal antibodies and fusion proteins directed against cytokines or cell membrane receptors represent a breakthrough in the treatment of many chronic immunoinflammatory diseases. Among these are drugs that target human tumor necrosis factor-α (TNF). They have achieved a broad application in treating rheumatoid arthritis, psoriatic arthritis, spondyloarthritis, juvenile idiopathic arthritis, chronic inflammatory bowel diseases, and others.
Good results and high remission rates in patients undergoing anti-TNF treatments have been demonstrated in numerous studies. As TNF has crucial physiological effects, TNF-neutralization is often accompanied by adverse reactions such as augmented susceptibility to infection. Clinical practice also shows a significant percentage of individuals who do not exhibit the desired response.
A possible explanation for secondary failure is the formation of anti-drug antibodies that neutralize anti-TNF drugs and/or promote clearance of these therapeutic proteins from the circulation. Anti-drug antibodies may also induce adverse effects through diverse immunological mechanisms.
The current article is an overview of currently used anti-TNF therapies in patients with chronic immunoinflammatory diseases, with emphasis on rheumatoid arthritis, and a brief description of considerations that are warranted in dental practice.
