Brug af blodprøver
Når biomarkører anvendes til screening, er det vigtigt at kende analysens diagnostiske sensitivitet og specificitet, dvs. hvor stor en fraktion af de syge der har en positiv test, og hvor stor en fraktion af de ”ikke syge”, der har en negativ test.
Blodprøver anvendes i stort omfang, når en diagnose skal stilles, når en behandling skal følges, og når der skal screenes for sygdom.
Når undersøgelsen anvendes til afklaring af en diagnose, vil resultatet blive sammenlignet med et referenceinterval. Referenceintervallet angiver 95 % konfidensintervallet for ”ikke syge”. Det betyder, at værdier, der ligger lige udenfor referenceintervallets grænser, ikke er en sikker indikator for sygdom. Resultatet kan stamme fra en af de 5 % ”ikke syge”, der helt normalt har et resultat uden for disse grænser.
Skal analysen anvendes til behandlingskontrol, er viden om analysens totale variation vigtig. Det er af betydning, når man skal vurdere, om der er sket en ændring hos patienten, eller om den observerede forskel alene skyldes analytisk og biologisk variation.
Når biomarkører anvendes til screening, er det vigtigt at kende analysens diagnostiske sensitivitet og specificitet, dvs. hvor stor en fraktion af de syge der har en positiv test, og hvor stor en fraktion af de ”ikke syge”, der har en negativ test. Desuden skal der tages højde for forekomsten af sygdommen i den screenede befolkningsgruppe, jo lavere forekomst, jo større er risikoen for, at en ”ikke syg” bliver klassificeret som syg.
Klinisk relevans:
I Danmark rekvireres der hvert år mere end 75 millioner blodprøver. Den rette brug af de mange prøver kræver viden om analysernes styrker og svagheder, når de anvendes i forbindelse med at stille en diagnose, at følge en behandling eller at screene for sygdom.