Timing af implantatindsættelse efter traumebetinget tandtab
Sædvanligvis anbefales en smileprotese som provisorisk tanderstatning. Såfremt en fast provisorisk løsning er påkrævet, er det afgørende, at denne ikke interfererer med fortsat vækst, interincisal afstøtning samt tillader sufficient mundhygiejne.
Implantatbehandling er generelt en forudsigelig behandlingsmulighed ved traumebetinget tandtab. Implantater opfører sig imidlertid som ankyloserede tænder og bør ikke indsættes i individer i vækst grundet risiko for infraposition.
Denne risiko kan reduceres ved, at klinikeren sikrer sig, at patienten har afsluttet skeletal vækst, samt at der er optimal kontakt mellem incisiver i maksil og mandibel.
Timing af implantatindsættelse kan være immediat, tidlig, konventionel eller sen og bestemmes af traumets omfang, tilbageværende vækst samt tilstanden af hårdt- og blødtvæv i regionen.
Timingen skal tillade en relevant observationsperiode, hvor prognosen for evt. traumatiserede nabotænder kan vurderes.
Ortodontisk nivellering er ofte påkrævet efter traumebetinget tandtab for at sikre symmetri omkring ansigtets midtlinje, implantatplacering i den korrekte 3d-position for den senere protetiske restaurering samt for at sikre min. 1,5 mm sund alveolær knogle mellem implantatfiksturen og nabotænder.
Pladsforhold og okklusion bør retineres med bonded retentionstråd kombineret med en retentionsskinne, der anvendes om natten.
Sædvanligvis anbefales en smileprotese som provisorisk tanderstatning. Såfremt en fast provisorisk løsning er påkrævet, er det afgørende, at denne ikke interfererer med fortsat vækst, interincisal afstøtning samt tillader sufficient mundhygiejne.
Klinisk relevans:
Prognosen efter tandtraumer er oftest god, såfremt relevant akut behandling udføres og patienterne følges systematisk op klinisk og radiologisk. Når traumatiserede tænder ikke kan bevares og implantatretineret tanderstatning planlægges, er det afgørende, at klinikeren sikrer sig, at patienten er færdigudvokset, samt at okklusion og pladsforhold er optimale for den forestående behandling. Dette sikres bedst i et interdisciplinært samarbejde mellem de tandlæger, der har ansvaret for kirurgi, ortodonti og protetik. Ofte er en forberedende ortodontisk behandling nødvendig. Efterfølgende retention og provisorisk tanderstatning vil ofte være en afvejning mellem at tilgodese patientens bedst mulige hverdag samtidig med, at den ikke må kompromittere den endelige behandling.