Befolkningens uddannelsesniveau og adgang til offentligt tilskud til tandpleje i Norge
Resultaterne viser uligheder til fordel for de længstuddannede i adgangen til offentligt finansieret tandpleje. Man kan konkludere, at offentlige tilskud baseret på stykprisrefusion favoriserer borgere med længere uddannelse.
Lighed i adgangen til sundhedsydelser, herunder tandplejeydelser, har været et vigtigt princip i udformningen af den nordiske velfærdspolitik.
Princippet har været en vigtig begrundelse for en helt eller delvis offentligt finansieret tandpleje for voksenbefolkningen.
Det er almindeligt antaget, at brug af offentlige midler reducerer uligheder i adgangen til ydelserne.
I denne artikel opsummeres resultater fra et forskningsprojekt, hvor denne antagelse blev efterprøvet.
Studiet er baseret på nationale og repræsentative registerdata, hvor indførelsen af ni års obligatorisk skolegang i Norge anvendes til at skabe variation i uddannelsens længde.
Reformen blev indført på kommunalt niveau over en periode på 13 år, fra 1960 til 1972. Før reformen var den obligatoriske skolegang syv år.
Reformen kan betragtes som et naturligt eksperiment, hvor personerne fordeles tilfældigt i en eksperimentgruppe (ni års obligatorisk skolegang) og en kontrolgruppe (syv års obligatorisk skolegang) ud fra forhold, som er uden for både forsøgspersonernes og forskernes kontrol.
Resultaterne viser uligheder til fordel for de længstuddannede i adgangen til offentligt finansieret tandpleje.
Man kan konkludere, at offentlige tilskud baseret på stykprisrefusion favoriserer borgere med længere uddannelse.
Klinisk relevans:
En vigtig grundsten i de nordiske landes velfærdspolitik er at sikre befolkningen lige adgang til sundhedsydelser. Langt hen ad vejen er dette også intentionen i de enkelte landes tandplejepolitik. Derfor er der temmelig udstrakt brug af offentlige tilskud i voksentandplejen. Dette skal sikre, at alle, uafhængigt af betalingsevne og social status, får lige adgang til nødvendige tandplejeydelser. Det er imidlertid ikke givet, at alle patienter med stort behandlingsbehov opsøger tandlægen, selv om de økonomiske barrierer reduceres eller fjernes. Dette støttes af vore fund – der er væsentlige uligheder i de højtuddannedes favør i adgangen til offentlige tilskud til tandpleje.