Osteonekrose i relation til lavdosis knoglestyrkende behandling
ABSTRACT
Introduktion og formål
Medicinsk induceret osteonekrose i kæberne (MRONJ) grundet lavdosis knoglestyrkende behandling (LKB) er et velkendt problem i primær- og sekundærsektoren.
Risikoen for udvikling af MRONJ er afhængig af dosis, behandlingsperiode, præparat samt lokale og generelle risikofaktorer.
Formålet med artiklen er at informere om risikoen for udvikling af MRONJ, behandling af MRONJ, samt hvorledes risikoen for MRONJ kan minimeres hos patienter i LKB.
I artiklen præsenteres kohorten af patienter med MRONJ i LKB, der er behandlet på Rigshospitalet over en 15-årig periode, herunder gennemgang af fire patienttilfælde.
Materiale og metoder
Studiet tager udgangspunkt i retrospektive data fra Copenhagen ONJ Cohort i en 15-årig periode 2005-2020.
Inklusionskriterier, patienter med MRONJ grundet LKB.
Demografisk data, almen tilstand, medicin og behandling af MRONJ blev registreret.
Resultater
Antallet af osteoporosepatienter er stigende, ligeledes ses en stigning i antallet af patienter i LKB.
Hyppigste årsag til MRONJ er tandekstraktioner (53,2 %).
I gennemsnit gik 7,8 måneder fra tandekstraktion til henvisning.
71 % af patienterne gennemgik kirurgisk behandling i kæbekirurgisk regi.
Konklusion
Patienter med osteoporose udfordrer ikke alene den alment praktiserende tandlæge, men ligeledes hospitalernes kæbekirurgiske afdelinger.
Det er afgørende, at der udvises agtpågivenhed ved behandling af patienter i LKB for at minimere risikoen for MRONJ.
Klinisk relevans:
Mange osteoporosepatienter modtager årelang lavdosis knoglestyrkende behandling for at minimere risikoen for skeletale komplikationer. Udvikling af osteonekrose er en kendt bivirkning, der kan opstå hos patienterne efter kirurgi eller som følge af infektion. Risikoen er lille, men med potentielt omfattende komplikationer, der kan efterlade patienterne oralt invaliderede, idet dental rehabilitering er vanskelig, hvis overhovedet mulig. Styrelsen for Patientsikkerhed har udarbejdet nye anbefalinger vedrørende denne patientgruppe. Det anbefales, at der ved patienter, som har modtaget behandling over fire år, foretages en individuel vurdering af om behandlingen kan foretages af en specialtandlæger i primærsektoren, eller om patienten skal henvises til en tand-, mund- og kæbekirurgisk afdeling på et sygehus, såfremt der skal foretages tandekstraktion eller anden oral kirurgi.