Kirurgisk avancering af maksil og mandibel til behandling af obstruktiv søvnapnø
Kirurgisk behandling er invasiv med en betydelig risiko for permanent føleforstyrrelse. Derfor er det vigtigt, at non-invasive eller minimalt invasive behandlinger er forsøgt først. Tandlæger kan medvirke til at hjælpe patienter med OSA til den rette behandling.
Begrænset volumen i luftvejene kan medføre både snorken og obstruktiv søvnapnø (OSA).
Søvnapnø påvirker livskvaliteten og udgør en alvorlig sundhedsrisiko for patienterne. Søvnapnø behandles oftest med continuous positive airway pressure (CPAP), men op mod 50 % af patienterne kan ikke behandles tilfredsstillende med CPAP alene.
Søvnapnø kan også behandles med mandibelfremførende (MAD) skinner. Behandling med MAD-skinner har højere compliance og giver overordnet effekt på højde med CPAP-behandling på mild til moderat søvnapnø. Behandlingerne kan kombineres for at opnå større effekt på luftvejene.
Patienter, som ikke kan behandles med CPAP eller MAD-skinner, kan behandles kirurgisk med avancering af maksil og mandibel. Kirurgisk fremføring af kæberne øger luftvejenes mindste tværsnit med 24- 26 %, hvilket reducerer apnøepisoder og kan kurere patienten.
Meta-analyser viser, at kirurgisk behandling reducerer antallet af apnøer pr. time fra 57,2 til 9,5 i gennemsnit. Antallet af apnøer blev mere end halveret ved 85 % af patienterne, og 38 % blev kureret for obstruktiv søvnapnø ved kirurgisk behandling.
Kirurgisk behandling er invasiv med en betydelig risiko for permanent føleforstyrrelse. Derfor er det vigtigt, at non-invasive eller minimalt invasive behandlinger er forsøgt først. Tandlæger kan medvirke til at hjælpe patienter med OSA til den rette behandling.
Klinisk relevans:
Obstruktiv søvnapnø er en alvorlig, multifaktoriel sygdom, som belyser vigtigheden af et sammenhængende sundhedsvæsen. Obstruktiv søvnapnø behandles bedst i et tværfagligt samarbejde mellem speciallæger, tandlæger og specialtandlæger. Tandlæger i privat praksis kan være med til at diagnosticere patienterne og foretage henvisning til yderligere udredning ved øre-næse-hals-læge eller søvnklinikkerne afhængigt af regionen. Tandlæger og specialtandlæger kan også informere om de alternative behandlinger til Continuos Positive Airway Pressure (CPAP) såsom mandibel advancement devices MAD eller kirurgisk avancering af maksil og mandibel.