Odontologiske aspekter ved Parkinsons sygdom – inkluderende patienttilfælde
Den orofaciale funktion og orale sundhed er forringet, selvom patienter behandles for deres Parkinsons sygdom, konkluderer forskere i denne fokusartikel. Der kan også opstå bivirkninger af den medicinske behandling som mundtørhed og dyskinesier.

Parkinsons sygdom (PD) er en neurodegenerativ lidelse, som typisk debuterer efter 50-årsalderen. Orofacialt medfører PD ofte stive muskler og maskelignende ansigtsudtryk, reduceret blinkrefleks, lav og monoton stemme, synkebesvær samt savlen. Savlen i denne patientgruppe skyldes ikke øget spytsekretion, faktisk er mange mundtørre som bivirkning af PD-medicin, men savlen forårsages af den nedsatte synkefunktion. En bivirkning til den medicinske behandling er også oral dyskinesi, dvs. ufrivillige kæbebevægelser. Mund- og tandsundheden er også ringere end hos personer uden PD, ligesom tygge- og gabefunktionen er påvirket. Sygdommen indebærer også ikke motoriske symptomer som kognitive symptomer, depression og demens. I forbindelse med behandling af personer med PD er det væsentligt at have samarbejde med deres læge og pårørende og iværksætte omhyggelig instruktion i mundhygiejne, øvelser og regelmæssig professionel tandpleje. PD er en progressiv sygdom, som medfører, at tyggemusklerne bliver mere og mere stive, at tandbørstning bliver vanskeligere, og at proteser kan være besværlige at håndtere med nedsat motorik. Tandbehandling og tanderstatninger må planlægges nøje med henblik på patientens aktuelle og fremtidige tilstand, da patienterne samtidig bliver mindre mobile og får kognitiv svækkelse, hvilket bevirker, at de har sværere ved at komme til tandlæge.
Klinisk relevans:
Sådan hjælper du din patient med PD: • Hyppigere forebyggende behandling samt instruktion i hjemmetandpleje tilpasset det aktuelle og individuelle behov, fx elektrisk tandbørste, Dr. Barmann tandbørste, mellemrumstandbørste med større skaft. • Ved mistanke om nedsat spytsekretion: Screen for hyposalivation. • Anbefal fluor- eller almindeligt sukkerfrit tyggegummi, som træner musklerne og øger mundens selvrensning. • Ved nedsat gabeevne: Giv evt. gabeøvelser, fx med JawTrainer, som presser kæberne fra hinanden og strækker musklerne. • Hold behandlingerne i korte seancer, men afsæt tid til forklaring på grund af evt. kognitiv svækkelse. • Læg behandlingen på et tidspunkt, hvor Parkinsonmedicinen virker bedst, og der er færrest motoriske symptomer.