Morfologisk okklusion – okklusionsafvigelser og relaterede funktionelle faktorer
Ortodontisk behandling kan hverken forårsage eller helbrede TMD, fastslår forskere. Men korrekt diagnostik og udført ortodontisk behandling kan blandt andet bedre tyggefunktionen og øge bidkraften.
Hvorvidt morfologisk okklusion har en sammenhæng med funktionsforstyrrelser i muskler og kæbeled, har været genstand for stor diskussion i litteraturen. Formålet med nærværende oversigt er at beskrive potentielle sammenhænge mellem afvigelser i den morfologiske okklusion, tyggefunktion og eventuel temporomandibulær dysfunktion (TMD). Morfologisk okklusion er et komplekst begreb, og den ændrer sig livet igennem. TMD er også en kompleks tilstand, som er multifaktoriel med mange prædisponerede, initierende og fastholdende faktorer. Morfologiske okklusionsafvigelser som ekstremt horisontalt maksillært overbid, anteriort åbent bid og lateralt krydsbid kan have en sammenhæng med ændringer i tyggemuskelaktiviteten, mindre antal tandkontakter og lav bidkraft, som kan føre til ringere findeling af fødepartikler under tygning. Ved dybt bid ses der ofte ingen forskel i okklusal kontakt, tyggemuskelaktivitet og bidkraft sammenlignet med neutral okklusion. Dog ses ændret smertefølsomhed ved dybt bid. Der er ingen klar eller direkte sammenhæng mellem morfologisk okklusion og TMD, men okklusionsafvigelser i kombination med andre faktorer relateret til tyggefunktionen samt smerte kan have en betydning ved TMD. Generelt må det fastslås, at ortodontisk behandling hverken kan forårsage eller helbrede TMD. Men korrekt diagnostik og udført ortodontisk behandling kan bedre tyggefunktionen og øge bidkraften samt reducere eksisterende symptomer og fund på TMD i specifikke og selekterede tilfælde.
Klinisk relevans:
Beskrivelse af tandstillingen med eventuelle afvigelser i den morfologiske okklusion og funktionsforstyrrelser i tyggeapparatet hører med til den odontologiske journal. Det gælder også eventuelle konsekvenser, som denne information måtte have med hensyn til behandling. Det er imidlertid vigtigt at vide for både tandlæger og patienter, at der ikke findes nogen entydig eller klar sammenhæng mellem okklusionsafvigelser og temporomandibulær dysfunktion (TMD). Dog kan korrekt diagnostik og udført ortodontisk behandling bedre tyggefunktionen og øge bidkraften samt reducere eksisterende symptomer og fund på TMD i specifikke og selekterede tilfælde.Morphological occlusion – occlusion and related functional factors
Whether morphological occlusion is associated with symptoms and signs of temporomandibular disorders has been discussed considerably in the literature. The aim of the present overview is to describe possible associations between malocclusion traits, masticatory function and possible temporomandibular dysfunction (TMD). Morphological occlusion is complex and changes throughout life. TMD is also a complex condition that is multifactorial with many predisposing, initiating and maintaining factors. Malocclusion traits such as extreme horizontal maxillary overjet, anterior open bite and lateral crossbite may have an association with changes in masticatory muscle activity, few number of teeth in occlusal contact and low molar bite force, which may lead to poorer comminution of food particles during chewing. In deep bite, no difference is often seen in occlusal contact, masticatory muscle activity and bite force compared to neutral occlusion. However, altered pain sensitivity is seen in deep bite. There is no clear or direct association between morphological occlusion and TMD, but malocclusion traits in combination with other factors related to the masticatory function as well as pain may have a role in TMD. In general, orthodontic treatment can neither cause nor cure TMD. But precise diagnostics and performed orthodontic treatment can improve chewing function and increase bite force, as well as reduce existing symptoms and signs of TMD in specific and selected cases.
