ANNONCE
Annonce

Normalanatomiske variationer og patologiske forandringer i sinus maxillaris belyst ved Cone Beam Computer Tomografi før implantatbehandling i den bagerste del af overkæben

ABSTRACT

Originalartikel Dato: 31.03.2020

Introduktion
Radiologisk undersøgelse af den bagerste del af overkæben er nødvendig for at vurdere de anatomiske forudsætninger for implantatbehandling og behovet for sinusløftprocedure.

Imidlertid ses ofte normalanatomiske variationer og asymptomatiske patologiske tilstande i sinus maxillaris, der kan have indflydelse på behandlingsplanlægningen og udførelse af implantatindsættelse.

Formål
Nærværende undersøgelse har til formål at belyse forekomsten af normalanatomiske variationer og patologiske tilstande i sinus maxillaris ved hjælp af Cone Beam Computer Tomografi (CBCT)-scanning.

Materiale og metoder
Præoperativ CBCT-scanning af 135 patienter før sinusløftprocedure og implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben blev analyseret med henblik på forekomsten af knoglesepta, fortykkelse af sinusslimhinden, sinusslimhindecyste, polypper samt benigne og maligne tumorer i sinus maxillaris.

Resultater
Normalanatomiske variationer og asymptomatiske patologiske tilstande i sinus maxillaris fandtes hos 96 (71,2 %) af de undersøgte patienter.

Knoglesepta forekom hos 38,5 %, hvor komplette koronale knoglesepta i den nederste tredjedel af sinus maxillaris i molarregionen var hyppigst forekommende.

Bløddelsforandringer i sinusslimhinden fandtes hos 50,3 %, hvor fortykkelse af sinusslimhinden var det hyppigste fund. Isoleret sinusslimhindecyste fandtes hos 5,9 %.

Ingen af de undersøgte patienter havde radiologiske forandringer i sinus maxillaris foreneligt med polypper eller benigne og maligne tumorer.

Konklusion – Normalanatomiske variationer og patologiske tilstande i sinus maxillaris er hyppigt forekommende.

Kendskab til normalanatomiske variationer og de hyppigste lidelser i sinus maxillaris er derfor vigtigt ved behandlingsplanlægning og udførelse af implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben.

Klinisk relevans
Radiologisk undersøgelse af den bagerste del af overkæben er nødvendig for at vurdere de anatomiske forudsætninger for implantatbehandling og behovet for sinusløftprocedure. Imidlertid er normalanatomiske variationer og patologiske tilstande i sinus maxillaris hyppigt forekommende. Kendskab til normalanatomiske variationer og de hyppigste lidelser i sinus maxillaris er derfor vigtigt ved planlægningen og udførelse af implantatindsættelse i den bagerste del af overkæben.

Kommentarer

Emner

ANNONCE