Ny viden:

Tandlægeskræk smitter fra forældre til børn

Børn med odontofobe forældre har 2,6 gange så høj risiko for at udvikle tandlægeskræk, viser ny brasiliansk undersøgelse.

Børnetandpleje
Foto: Shutterstock

Tandlægeskræk hos børn er en tilstand, der kan gøre selv den enkleste tandbehandling til en prøvelse for behandleren og et mareridt for barnet.

Brasilianske forskere har i en toårig prospektiv kohorteundersøgelse underkastet tandlægeskræk en nærmere analyse. Undersøgelsen omfattede 423 skolebørn i alderen fem til syv år.

Som led i et større epidemiologisk studie blev børnenes forældre spurgt, om deres børn var bange for at gå til tandlæge. Svarmulighederne var ”Nej”, ”Ja, lidt”, ”Ja” og ”Ja, meget”, og børn i kategorien ”Ja, meget” blev bedømt til at have tandlægeskræk.

Ved undersøgelsens start var prævalensen af tandlægeskræk 16,2 %. Tilsyneladende voksede mange af børnene fra deres tandlægeskræk, for to år senere havde 62 % af børnene skiftet ”Ja, meget” ud med en mindre alvorlig kategori. Til gengæld var der dukket en masse nye tilfælde op, så prævalensen ved undersøgelsens afslutning var steget til 18,9 %.

Ikke overraskende havde børn med stor carieserfaring højere risiko for at udvikle tandlægeskræk; men også børn med generelt dårligt helbred (bedømt ud fra medicinforbrug) var i farezonen, idet de havde dobbelt så høj risiko for tandlægeskræk.

Den faktor, der havde stærkest korrelation til børnenes tandlægeskræk, var dog forældrenes tandlægeskræk, idet børn med odontofobe forældre havde 2,6 gange så høj risiko for selv at lide af tandlægeskræk.

Drukteinis LB, Aponte SE. Incidence of dental anxiety in schoolchildren may be associated with poor oral health, unstable general health, and parental high dental anxiety. J Evidence-Based Dental Practice 2019; doi: https://doi.org/10.1016/j.jebdp.2019.05.004.

Soares FC, Lima RA, de Barros MVG et al. Development of dental anxiety in schoolchildren: a 2-year prospective study. Community Dent Oral Epidemiol 2017;45:281-8.