Ny viden:

Sparsom evidens for brug af panorama-optagelser i børne-tandpleje

Panoramaoptagelser
Foto: Shutterstock

Græske forskere har udgivet en systematisk oversigt om indikationer for anvendelse af panoramaoptagelser inden for børnetandpleje. Kun 16 tidligere publicerede undersøgelser levede op til inklusionskriterierne, og de var fordelt på seks forskellige indikationsområder (caries, akutte infektioner, tandtraumer, dentale anomalier, udviklingsforstyrrelser og patologiske tilstande), så hovedkonklusionen blev, at der mangler primær forskning af tilstrækkelig kvalitet på området.

I forbindelse med cariesdiagnostik noterede man, at der registreres flere carieslæsioner ved klinisk undersøgelse end ved hjælp af panoramaoptagelse. I en kommentar til oversigten hæfter britiske forskere sig ved, at undersøgelsens resultater er i overensstemmelse med de britiske retningslinjer, som anbefaler en kombination af klinisk undersøgelse og bitewingoptagelser i forbindelse med cariesdiagnostik.

De påpeger endvidere, at panoramaoptagelser kun bør komme i betragtning ved diagnostik af traumer, infektioner og andre patologiske tilstande, hvis intraoral optagelser med lavere stråledosis ikke giver tilstrækkelig information til at danne grundlag for kliniske beslutninger.

Tsiklakis K, Mitsea A, Tsichlaki A et al. A systematic review of relative indications and contra-indications for prescribing panoramic radiographs in dental paediatric patients. Eur Arch Paediatr Dent 2020; 21: 387-406.

Timms L, Deer C. Do panoramic radiographs offer improved diagnostic accuracy over clinical examination and other radiographic techniques in children? Evid Based Dent 2021;22:110-1.