Lissi fik genskabt tilliden til mennesker
Mød Lissi Sys Kronborg, som har senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen, og som fik genskabt tilliden til andre mennesker, da hun var til behandling hos Charlotte Winberg.
Lissi Sys Kronborg, 67 år
Lissi Sys Kronborrg har senfølger fra seksuelle overgreb i barndommen, som er så invaliderende, at hun er førtidspensionist. At være hos tandlægen kan for Lissi Sys Kronborg være direkte retraumatiserende, fordi alt, der handler om mundregionen, kan give flashbacks til overgrebene, som det kan sidde i kroppen flere dage efter.
– Mine oplevelser i barndommen gør, at jeg ikke har kunnet opbygge tillid til andre mennesker, men Charlotte har vist mig, at jeg godt kan stole på et andet menneske. Da jeg skulle til behandling hos Charlotte første gang, satte hun sig ned ved siden af mig og bad mig fortælle, hvem jeg var. Allerede der inviterede hun mig til at åbne op for min bagage, og jeg fik en følelse af, at Charlotte interesserede sig for mere end bare mine tænder. Siden da har Charlotte altid startet med at spørge ind til, hvordan jeg har det.
"Hos Charlotte kan jeg altid sige stop"
Jeg holder så meget af Charlotte, og jeg kan mærke, at jeg også betyder noget for hende. Hun har gjort det trygt for mig at gå til tandlægen. Hos Charlotte kan jeg altid sige stop og holde så mange pauser, som jeg har brug for. Jeg føler intet tidspres. Derfor tager jeg turen fra Odense til Lyngby hver gang.
Læs også om Marianne Holst-Knudsen, der ændrede Peter S. Jensens liv.
Læs også om Winni Sonne, der gav Pia Laustsens smerter et navn.
Læs også om Marianne Hoffmeyer, der mistænkte, at John Hans Mikkelsen gik rundt med diabetes uden symptomer.
Charlotte Winberg: "Jeg arbejder med det hele menneske"
– At jeg har gjort en så stor forskel for Lissi, betyder selvfølgelig utrolig meget. Tandlægefaget er baseret på sundhedsvidenskab og er et håndværk, hvor de daglige succeser med teknisk veludførte behandlinger fylder meget. Men krop og psyke hænger sammen, og jeg har egentlig altid haft en holistisk tilgang til livet og dermed også mit fag.
Det har altid været en del af behandlingsforløbet, at der bruges tid på samtale om patientens baggrund og psykiske tilgang, inden den egentlige tandbehandling påbegyndes. At sidde i en tandlægestol er for de fleste patienter en sårbar situation, og for nogle kan det reaktivere gamle dybe traumer og manifestere sig i odontofobi.
"Vi taler i øjenhøjde, og klinikassistenten er instrueret i ikke at røre Lissi undervejs"
Da jeg for mange år siden mødte Lissi, udviklede samtalen sig hurtigt. Lissi åbnede sig og fortalte, hvad der var sket i hendes barndom. Siden har vi i fællesskab udviklet en række ritualer, som vi gennemfører hver gang.
Vi starter altid med en samtale på 5-15 min, inden Lissi er klar til at sætte sig i stolen. Vi taler i øjenhøjde, og klinikassistenten er instrueret i ikke at røre Lissi undervejs. Vi observerer især kropssprog og vejrtrækning. Undervejs kan Lissi standse behandlingen, og vi tager en snak om de følelser og billeder, der dukker op undervejs, der har forbindelse til traumet.
Få gange har vi afbrudt behandlingen og udskudt den til en anden dag. Det tager tid og tålmodighed at behandle patienter med dybe traumer. Jeg har ikke en forventning om, at Lissi ender med at kunne gå til tandlæge som enhver anden patient. Målet er, at hun føler sig tryg og kommer regelmæssigt til tandlæge, så hendes tandsundhed forbliver god.
Charlotte Winberg
-
Uddannet fra Tandlægeskolen i København i 1980
-
Tandlæge hos Lyngby Svanen, tandlægen.dk