Dansk forskningsnyt:

Okklusal plak varsler cariesaktivitet

Plakregistrering ad modum VOPI kan både benyttes til vurdering af den aktuelle mundhygiejne og til forudsigelse af kommende cariesaktivitet, konkluderer danske og brasilianske forskere.

Caries collage

Det er svært at spå om fremtiden. Denne maksime gælder også inden for cariesdiagnostikken. I daglig praksis afhænger både risikovurdering og behandlingsvalg af, hvordan tandlægen vurderer den aktuelle og især den fremtidige cariesaktivitet på en given tandflade. Der mangler imidlertid validerede kliniske metoder, som kan forudsige cariesaktivitet, men ifølge en ny undersøgelse, som brasilianske og danske forskere har publiceret, kan en visuel bedømmelse af plakmængden på okklusalflader (Visible Occlusal Plaque Index, VOPI) være et relevant redskab. 

Efter plakfjernelse blev 55 % af okklusalfladerne registreret som sunde

I studiet indgik 618 brasilianske børn i alderen 10-15 år. Ved den initiale undersøgelse blev der registreret plakforekomst og caries på 3.382 okklusalflader på molarer. 75 % af fladerne havde ingen eller tynd plak (VOPI 0-1), og 25 % havde tyk plak (VOPI 2-3). Efter plakfjernelse blev 55 % af okklusalfladerne registreret som sunde, 21 % havde inaktive carieslæsioner uden kavitetsdannelse, 1 % havde inaktive læsioner med kavitet, 15 % havde aktive læsioner uden kavitet, og 7 % havde aktive læsioner med kavitet. 

83 % af børnene deltog i toårsundersøgelsen, som viste, at sunde okklusalflader med VOPI 0-1 havde signifikant større chance for at forblive sunde end flader med VOPI 2-3 (Relativ Risiko, RR = 1,3). Inaktive læsioner uden kavitet med VOPI 0-1 havde signifikant mindre chance for at progrediere til aktive læsioner end tilsvarende læsioner med VOPI 2-3 (RR = 0,1). Blandt de aktive læsioner uden kavitet havde flader med VOPI 2-3 mindst chance for at blive sunde (RR = 0,7) og højest risiko for at forblive aktive (RR = 1,5). 

Trinvis logistisk regressionsanalyse viste, at forekomst af store mængder plak på okklusalfladerne var en prædiktor for cariesudvikling, cariesprogression og cariesaktivitet (P < 0,0001). 

Forfatterne konkluderer, at plakregistrering ad modum VOPI både kan benyttes til vurdering af den aktuelle mundhygiejne og til forudsigelse af kommende cariesaktivitet. Dette har særlig betydning for vurdering af okklusalflader i eruptionsperioden.

Carvalho JC, Mestrinho HD, Aimée NR, Bakhshandeh A, Qvist V. Visible occlusal plaque index predicting caries lesion activity. J Dent Res 2022; 101:905-11