Jane Heitmann: "Manglen på tandlæger er en ”skal”-opgave, som vi må og skal løse"

Tak for invitationen. Det er jo et ærefuldt hverv at holde åbningstalen, og jeg har glædet mig meget til at bidrage til velkomsten til Tandlægeforeningens Tandfaglige Dage 2022.

Jeg har deltaget i de tandfaglige dage mange gange, både som klinikassistentelev, tandlægestuderende, klinikansat, som medejer på en tandklinik og som udstiller. Særligt stærkt står for mig mit allerførste Årskursus, som det jo hed dengang, tilbage i slutningen af 1980’erne. Jeg var ung klinikassistentelev, og en helt ny verden var ved at udfolde sig for mig. Det første foredrag, jeg hørte, var med en kæbekirurg, som viste både før- og efter-billeder af en ung kvinde med et ødelagt ansigt. Jeg glemmer aldrig det uudslettelige indtryk, som forvandlingen gjorde på mig. Med billeder viste kirurgen, hvordan han havde formet, ændret og med sans for både fysiologi, anatomi samt æstetik skabt hendes nye ansigt fra noget ødelagt til en køn kvinde – klar til at møde verden. Det var en øjenåbner for mig, at tandlægefaget og fagene omkring i den grad arbejder med tårnhøj faglighed og ekspertise fra forebyggelse til behandling og højt specialiseret kirurgi. 

Som formand for Folketingets Sundhedsudvalg har jeg naturligvis haft en travl tid de seneste to år med coronapandemien, fordi mangt og meget skulle gå op i en højere enhed i hele det store danske sundhedsvæsen, både på nationalt, regionalt og på kommunalt niveau. Gennem det meste af coronanedlukningsfasen har jeg været i dialog med tandlæger fra forskellige dele af landet. Jeg ved, at mange af jer har været udfordrede af både nye arbejdsgange, rutiner og udgifter til ekstra værnemidler. Jeg vil gerne sige jer alle tak for jeres store indsats under coronapandemien. I er en vigtig del af det danske sundhedsvæsen, og I har på alle måder vist, hvilket stof I er gjort af. Tak for jeres indsats.

Med min baggrund i dentalbranchen er det klart, at I har en helt særlig plads i mit hjerte. Danskernes tandsundhed er afgørende vigtig for så mange områder af sundhedsmæssig karakter. Tænk bare på de skader, som bulimipatienterne kan få på tænderne gennem årene, de skader, som psykiatriens patienter kan opleve som følge af for megen medicin og for dårlig mundhygiejne, eller på kronikergrupper som fx mennesker med diabetes eller mennesker med hjerte-kar-sygdomme kan opleve. Mulige sammenhænge med parodontitis er velbelyst for de sidstnævnte grupper, og I bidrager hver eneste dag med vigtig forebyggelse og behandling for sårbare grupper. Men en sund mund handler jo ikke kun om fravær af sygdom. En sund mund handler også om mental trivsel. De fleste drømmer om et smil, som viser naturlige og velplejede tænder frem. Jeg har i mine år på forskellige tandklinikker mødt hundredvis af patienter, som var flove over deres smil, og det udfordrer i sociale sammenhænge. I kender dem alle sammen: de patienter, som aldrig smiler på fotos til familiefester eller holder sig for munden, når de griner. Det gør mig ked af det og frustreret. Mon ikke også I kender den følelse? Når vi nu ved, at vi rent faktisk kan hjælpe de fleste til både bedre tandsundhed og brede naturlige smil, som ikke skal skjules bag en hånd. Vi kan så meget i Danmark, anno 2022.

Netop 2022 er et helt særligt år: Det er nemlig 50-året for en bemærkelsesværdig sejr for danskernes tandsundhed. 1. august 1972 så store dele af verden måbende og misundeligt til, da et enstemmigt Folketing vedtog en lov, der revolutionerede tandsundheden i Danmark. Nemlig: ”Verdens bedste lov om børnetandpleje”. Ja, det blev loven faktisk kaldt. Den pålagde alle kommuner at oprette gratis skoletandpleje, som det hed dengang, for børn i den skolepligtige alder. Det blev startskuddet til den kommunale tandpleje, som vi kender i dag. Det er svært at komme i tanke om noget, der siden har spillet en større rolle i den forebyggende indsats for danskernes tandsundhed. Det er den rolle, I som tandlæger sammen med tandplejerne og klinikassistenterne med udgangspunkt i den kommunale sektor har spillet og stadig spiller her i Danmark, uanset om vi taler privat eller offentlig tandpleje. Nu tænker I måske, at det lyder lidt højloftet, når jeg siger, at hele verden så måbende til, mens vi indførte den kommunale tandpleje. Men det er sandt!

Verden så og ser mod Danmark som et pejlemærke for tårnhøj tandlægefaglighed, både når det drejer sig om forebyggelse og behandling. Jeg vil gerne dele en lille historie fra mit eget liv med jer, der illustrerer det meget fint. For mange år siden mødte jeg en kvinde i Argentina. Da jeg fortalte hende, at jeg arbejdede på en tandklinik i Danmark, brød hun spontant ud i jubel og sagde: ”Jeg har læst på tandlægeskolen i Buenos Aires og I, i Danmark, er bare de største! Hvordan gør I?” Ja, jeg blev jo både stolt og glad.

Selvom vi gør meget godt i Danmark, så skal vi jo ikke være blinde for, at der også i vores lille hjørne af verden er skønhedspletter og udfordringer, som vi skal have løst. Manglen på tandlæger er en ”skal”-opgave, som vi må og skal løse. Hvis vi ikke får løftet optaget på landets to tandlægeskoler, så kan vi risikere at sætte årtiers tandsundhedsskabende indsatser over styr. Det går ikke. De seneste tal fra Sundhedsstyrelsens store tandplejeprognose er ikke opløftende. Prognosen viser, hvor mange specialtandlæger, tandlæger, tandplejere og kliniske tandteknikere vi kan forvente os frem mod 2040. Lige nu forventes det fx, at antallet af tandlæger pga. pension de kommende år vil falde til 3.905 i 2030. Det betyder et fald på 355 tandlæger alene i perioden 2018-2035. Allerede nu ser vi store udfordringer med manglen på tandlæger, fx i Assens Kommune. Her har man lige nu én tandlæge én dag om ugen i den kommunale tandpleje. Det betyder, at det er praktisk talt umuligt at leve op til Sundhedsstyrelsens retningslinjer om eftersyn af børnenes tænder mindst en gang hvert andet år. I Assens har man lavet en aftale med de privatpraktiserende tandlæger om, at børnene kan få tilset deres tænder her. Tak til alle jer i det private for at vise fleksibilitet – også her.

Men det er ikke kun i yderområderne, at man er udfordrede. Det gælder også i de større byer. Jeg har ved flere lejligheder været i dialog med min politikerkollega, rådmand Susanne Crawley i Odense, som nu har været i foretræde i Folketinget og gjort opmærksom på de store udfordringer, man oplever med at fastholde og rekruttere nye tandlæger – særligt specialtandlæger. Det har været foreslået at placere dele af tandlægeuddannelsen i Odense for på den måde at nedbringe den akutte mangel på eksempelvis ortodontister. Det er bestemt en mulighed at se på, hvordan tandlægeuddannelsen er tilrettelagt, for ærlig talt kan vi simpelthen ikke være bekendt, at børn nogle steder i Danmark kan risikere at vente i årevis på tandregulering. Som I ved, har der været snak om en ny tandlægeskole i Hjørring. Min helt personlige holdning er, at det var en god dag for danskernes tandsundhed, da det forslag blev taget af bordet. Vi har i dag, både i Aarhus og København, tandlægeskoler med stærke faglige miljøer. Dem skal vi styrke og ikke udvande ved at smøre tyndt ud. Jeg er oprigtigt glad for, at vi prioriterer i alt 165 mio. kr. til at uddanne flere tandlæger i Aarhus og København. Jeg er også meget glad for, at der lægges op til at oprette 30-40 nye studiepladser. Dem er der brug for. Men der er også brug for, at vi får flere tandlæger ud i alle hjørner af Danmark. Fra medicinuddannelserne ved vi, at det virker positivt, når uddannelsestilbuddene rykkes ud i landet til fx Aalborg.

Jeg er derfor helt åben, når der nu bliver igangsat et analysearbejde omkring tandområdet, som skal afdække, om det giver mening at rykke dele af uddannelsen ud på fx hospitaler eller i praksis i det danske rige. Jeg har undervejs været i god dialog med Tandlægeforeningen om netop udflytning, og jeg håber, vi sammen kan se på potentialerne, når analysearbejdet er afsluttet. Jeg ved, at I, i Tandlægeforeningen, i forbindelse med arbejdet skal arbejde tæt sammen med Sundhedsstyrelsen og landets universiteter, og jeg føler mig helt tryg ved det setup. Som jeg nævnte tidligere, er mange børn udfordrede af manglen på tandfagligt personale. Det samme gælder vores ældre. Vi lever længere, og vi lever bedre liv både mentalt og fysisk. Det er super positivt og glædeligt. Men demografien kan også udfordre, for bedre fysisk trivsel betyder også bedre tandsundhed.

Hvis vi med det ene øje kigger lidt ind i den demografiske krystalkugle, kan vi forvente, at vi frem mod 2030 vil have 59 % flere ældre over 80 år, end vi har i dag. Og med det andet øje forholder os til det studie, som Københavns Universitet har lavet af danskernes tandsundhed fra 1987 til 2017, så ved vi, at i den periode er andelen af ældre i alderen 65-74 år med et funktionelt tandsæt steget fra 16 til 69 %, mens andelen af tandløse i samme aldersgruppe er faldet med hele 51 %. Det er godt, at vores levealder er stigende, og det er godt, at flere af os kan se frem til at have de fleste af vores egne tænder hele livet, for det er livskvalitet, hvis de bliver passet ordentligt. Vores ældre vil i fremtiden have mere komplekse sygdomsbilleder, og vi må forvente, at mange flere kommer til at leve med fx en kræftdiagnose. Det vil øge behovet for behandling, når fx stråler nedsætter eller ødelægger spytsekretionen. Mundtørhed er jo en af vores værste fjender og kræver behandling af høj kvalitet fra både tandlæger og tandplejere. Vi har endnu til gode at se det fulde billede af den demografiske udvikling, men vi kan allerede nu konstatere, at det halter gevaldigt i omsorgs- og socialtandplejen.

Så sent som i efteråret 2021 gjorde jeg i forbindelse med en forespørgselsdebat i Folketingssalen sundhedsministeren opmærksom på, at mindst 25.000 sårbare ældre ikke var blevet visiteret til den hjælp, de er berettiget til. Det kan vi ikke være bekendt. Det er simpelthen et gigantisk svigt, at ældre, der har passet og plejet tænder og mund hele livet, men som fx rammes af demens, ikke bliver visiteret til den nødvendige tandpleje. Der skal steppes op, så der kommer styr på visitationen og på transporten af vores ældre og sårbare, så der ikke efterlades nogen på perronen, uanset hvilken kommune man bor i. En utilpasset protese eller sår på slimhinderne, som smerter, når man tygger, kan betyde forskellen på liv eller død – for alt for mange ældre er i forvejen småttærende, og undervægt kan dræbe.

Tilbage i 2018 vedtog et bredt flertal i Folketinget en særlov for jer tandlæger. Jeg havde aldrig forestillet mig, at den lov skulle virke henover flere valgperioder. Jeg så gerne, at vi satte os om forhandlingsbordet og fik lavet en politisk aftale om fremtidens voksentandpleje. Der er bl.a. brug for, at flere tandplejere oplever at arbejde på højeste kompetenceniveau, og der er brug for et opgør med junglen af tilskudsordninger. Uligheden socialt, når det kommer til tandbehandling, er udtalt, desværre. Jeg ved, at I tandlæger bruger mange timer på at søge forskellige kommunale tilskud til de af jeres patienter, som er mest sårbare og udsatte. Det er hårdt arbejde, for det er ligesom med journalerne noget, I ofte gør efter arbejdstid. Jeg så gerne, at vi fik et opgør med tilskudsjunglen, så det blev lettere for jer at søge tilskud til jeres patienter – både for jeres og for patienternes skyld. Ingen er tjent med nytteløst arbejde og bureaukrati. Nu og her er jeg bekymret for vores unge. Det er simpelthen så trist, at vi taber den unge generations stærke og velplejede tandsæt over en årrække, når de forlader den kommunale tandpleje og ikke kommer i mål med at få en regelmæssig tilknytning til en lokal praksistandlæge. Det skal vi tage bedre hånd om.

Som jeg nævnte indledningsvis, er vi nu på bagkanten af corona – og det er fuldt forståeligt, at sundhedsministeren har haft rygende travlt, men nu er tiden kommet til, at vi får samling på de åbenlyse udfordringer, der er både på tandområdet og på de andre store sundhedsfaglige områder. Som I ved, har regeringen netop fremlagt sit forslag til en ny sundhedsreform, og forhandlingerne er så småt gået i gang. Det bliver et spændende arbejde, og jeg krydser fingre for en bred politisk aftale, som vil give patienterne mere tryghed omkring deres behandling, styrke forebyggelsen – bredt set – lede til nye patientrettigheder, løfte behandlingsniveauet og sikre sundhedsvæsenets ansatte gode vilkår at virke under.

Afslutningsvis vil jeg ønske jer et par forrygende Tandfaglige Dage, hvor I på kryds og tværs får mulighed for at suge ny viden til jer. Tusind tak for jeres tid, faglighed og store, store engagement i danskernes tandsundhed – det gælder jer alle: tandlæger, tandplejere og klinikassistenter.