Usikker effekt af motiverende samtale i cariesprofylakse blandt børn
MI (motivational interviewing) medførte tilsyneladende forbedret sundhedsadfærd, men dette blev ikke afspejlet i de kliniske forhold, konkluderer britiske og australske forskere i et nyt studie.
Den motiverende samtale (motivational interviewing, MI) er en samarbejdsbaseret rådgivningsstil, der sigter mod at styrke borgerens egen motivation til at foretage forandringer. Grundtanken i MI er, at man bogstaveligt talt kan overtale sig selv til forandring. Derfor lægger MI særlig vægt på at få borgeren til at fortælle om den forandring, vedkommende ønsker – frem for at det er rådgiveren, der fortæller, hvad borgeren bør gøre. MI er oprindelig udviklet med henblik på misbrugsafvænning, men har været anvendt i flere sundhedsmæssige sammenhænge. Senest har australske og britiske forskere undersøgt effekten af MI som led i en omfattende cariesprofylaktisk indsats blandt børn med høj cariesrisiko.
I studiet indgik en kontrolgruppe på 51 børn, der sammen med en forælder gennemgik det etablerede profylakseprogram med kostanalyse, identifikation af risikofaktorer, mundhygiejneinstruktion og kostvejledning. Testgruppen på 35 børn med forældre fik yderligere en motiverende samtale på 20 minutter og to telefonsamtaler på 5-10 minutter tre og seks måneder senere. Gennemsnitsalderen var otte år i begge grupper, og alle børn fulgte i øvrigt tandplejens normale indkaldemønster og fik udført alle indicerede behandlinger i projektperioden.
Seks måneder senere var cariestilvæksten signifikant større i testgruppen end i kontrolgruppen (2,3 vs. 0,6; P < 0,001), og det samme gjorde sig gældende efter 12 måneder (4,3 vs. 1,2; P < 0,001). Til gengæld var der signifikant flere i MI-gruppen, der angav at børste tænder to gange om dagen (89,7 % vs. 62,2 %; P = 0,003), og færre, der angav at have et dagligt forbrug af søde læskedrikke (6,9 % vs. 20,0 %; P = 0,046).
Forfatterne konkluderer, at MI tilsyneladende medførte forbedret sundhedsadfærd, men at dette ikke afspejledes i de kliniske forhold.
Kommentar
Skoleleder, tandlæge Bo Danielsen, Skolen for Klinikassistenter og Tandplejere, Københavns Universitet:
– Det er prisværdigt, at forfatterne har ønsket at undersøge den additive effekt af en kognitiv metode til at tilvejebringe adfærdsændringer (MI) i forhold til anerkendte cariesforebyggende tiltag. I det nærværende studie blev kontrolgruppen rekrutteret og behandlet på en hospitalsafdeling, og eksperimentgruppen blev rekrutteret og behandlet på en tandlægeskole – altså to forskellige grupper fra to forskellige institutioner og populationer. Den manglende randomisering introducerer så voldsom bias, at det er min vurdering, at det hverken er muligt at vurdere retningen eller størrelsesordenen af denne bias. På tandlægeskolen fik 25 behandlere et introduktionskursus i MI og brugte metoden på 35 børn og deres forældre. Heraf udgik seks undervejs, så det endelige antal i denne gruppe endte på 29. MI er en vanskelig metode at mestre. De, som i dette studium anvendte MI, var uden erfaring i metoden. Ønskes MI anvendt, skal der satses på uddannelse og træning, før man kan forvente resultater – heri ligger nok også årsagen til, at der i litteraturen både er studier, der rapporterer om gode resultater, og andre, som ikke kan finde sådanne. På SKT er MI en af de metoder, vores studerende trænes i at anvende, og vi har gode resultater med metoden.
Leske AM, Mustchin C, Clarke-Errey S et al. Motivational interviewing versus conventional caries prevention strategies in high-caries-risk children and families: a non-randomised trial. Br Dent J 2022; https://doi.org/10.1038/s41415-022-4341-4 [Online ahead of print].
