"Jeg har følt, at det var en kamp mod vindmøller"
Lars Nygaard har i næsten 30 år arbejdet med hoved-hals-cancer-patienter. Følg ham i det døgn, hvor sundhedsministeren meddelte, at § 166 skal udvides, så flere patienter kan få tilskud til tandbehandling.
06.15
Uret ringer. Det har været en lidt urolig nat. En journalist fra TV2 News ringede i går aftes og spurgte, om jeg var klar til liveinterview i dag kl. 8.35. Årsagen er sundhedsministerens fantastiske udmelding om, at der vil komme markant flere penge til tandbehandling hos hoved-hals-cancer-patienter – og traumatiserede cancerpatienter generelt. Jeg har som tandlæge arbejdet i 27 år med denne gruppe patienter og har i over 20 år italesat de urimelige vilkår, vi udsætter disse hårdtprøvede patienter for. Jeg blev derfor meget glad og en smule rørt, da jeg i mange år har følt, at det var en kamp mod vindmøller.
08.00
Har dagens første patient på klinikken i Hørsholm, men vi må afkorte hendes tid lidt, da TV2 kommer. Hun er meget forstående, da hun selv har Sjögrens syndrom og har bevilling efter § 166.2 – efter flere afslag. Det var ikke nemt for hende at få denne støtte, og hun fortæller, at hun måtte tage store studielån og få økonomisk hjælp fra sine forældre for at kunne betale sine tandlægeregninger.
08.35
Øresnegl og kamera er på plads, og jeg kommer igennem på News på slaget 8.35. Jeg har ligget hele natten og overvejet de vigtigste pointer, jeg vil fremhæve, da jeg nok ikke får meget taletid. Men jeg får faktisk en del – måske en 5-6 minutter. Jeg understreger bl.a. vigtigheden af, at når man får en diagnose, så får man automatisk en bevilling og en tandplan før, under og efter behandlingen. Jeg synes absolut, at en fordobling og på sigt en femdobling af midlerne er en god start og understreger, at det er vigtigt, at fagfolk (= tandlæger) inddrages i fordelingen af midlerne – og at § 166.1 samtidig laves om.
12.30
Da jeg fungerer som henvisningsklinik for avanceret kirurgi og protetik, er det det, jeg overvejende laver. Men jeg har også 5-8 hoved-hals-cancer-patienter om dagen – året rundt – og flere af dem, der har en tid i dag, fortæller, at de har set indslaget på News. Det giver ekstremt meget mening for mig at kunne gøre en forskel for denne gruppe patienter. En af dem, Benny, har fået både en bevilling og et afslag fra Region Hovedstaden, og selv om han er en veluddannet mand, fatter han ikke en brik af brevet, han har fået. Jeg hjælper ham derfor med at ”oversætte” brevet. En anden patient, Kai, mangler det venstre øje, efter cancer i gane havde bredt sig til øjet. Han har det mest fantastiske humør og livsglæde, på trods af han stort set har mistet alle tænder pga. caries. Det sætter ens eget liv i perspektiv.
19.00
Hjem igen til hurtig aftensmad. Jeg har fået mange dejlige beskeder fra patienter og kollegaer, der roser vores indsats for kræftpatienterne, og at det endelig er lykkedes at få fokus og penge til sagen.
19.30
Har ikke fået skrevet en eneste journal efter en lidt kaotisk dag på klinikken og bruger små to timer på dette via min hjemmeopkobling. Skal også gøre en præsentation klar til torsdag, hvor jeg skal holde et foredrag for Netværket for hoved-hals-kræft-patienter. Jeg var der sidst i 2019, før corona, og tænker over, hvor meget klogere jeg selv er blevet på de voldsomme virkninger, et kræftforløb har på ens liv siden da. I morgen er det tre år siden, min kone blev bisat, efter hun i løbet af et halvt år var blevet ædt op af kræft i underlivet.
22.45
Ser madprogram med Gordon Ramsey, og så er jeg ved at være grydeklar til en side eller måske to i Ben Q. Holms nye bog. Ringer og siger godnat til min kæreste Helene.