"Jeg vil gerne levere et ordentligt stykke arbejde"

Birgitte Skadborg spørger: 

Hvad driver og motiverer dig, når du holder dine fremragende foredrag? 

– Det er enormt givende, når dem, jeg underviser, får noget ud af det. Jeg vil gerne levere et ordentligt stykke arbejde, og det er vigtigt for mig, at jeg ikke står og underviser bevidstløst. Derfor ændrer jeg også altid undervisningen fra gang til gang, så det ikke bare bliver noget, jeg lærer udenad. Jeg bruger meget lang tid på at forberede mig, og hvis det er et helt nyt emne, kan jeg sagtens bruge en uge på forberedelse. Det motiverer mig meget, at deltagerne bliver ved med at melde sig til kurserne. Ikke kun de kurser, som jeg selv afholder, men også dem, jeg er med til at arrangere. Det må jo betyde, at det fungerer. Der er en stor tilfredsstillelse i at undervise, og jeg bliver glad, når nogle kommer og siger, at nu har de forstået det, og nu ved de, hvordan de fremover kan løse den faglige problemstilling. 

Hvordan fik du lyst til at undervise? 

– I slutningen af 1970’erne havde jeg en veninde, der havde været på et kursus i undervisning. Hun havde fået en mappe, som jeg kopierede, og der stod fx, hvor mange linjer der skulle være på en overhead. På den måde begyndte jeg at interessere mig for selve disciplinen at undervise. Det startede i fritiden, hvor jeg underviste i gymnastik, fysisk træning og kajakroning. Efterfølgende er jeg så gået over til det teoretiske. Det er altid meget vigtigt for mig, at jeg er helt klar over, hvem jeg underviser, så jeg rammer målgruppen. Nogle gange underviser jeg både tandlæger og tandplejere, og jeg går meget op i, at alle kan følge med, uden nogen føler sig talt ned til. Hvis jeg kører ud ad en faglig tangent, og jeg så kan se, jeg har tabt nogle undervejs, kan det være en udfordring at stå på stedet og padle tilbage, men det er vigtigt, at alle er med på en god måde. Du er ansvarlig for uddannelsen af International Team of Implantology’s danske sektion. 

Hvad går dit arbejde ud på? 

– ITI er en international organisation med 20.000 medlemmer. I Danmark er vi 250 medlemmer, og jeg er ansvarlig for vores uddannelsestilbud og for administration af vores ni study clubs. Derudover er jeg ansvarlig for den internationale uddannelse i implantologi. Det er et frivilligt arbejde, men meget spændende, og jeg har fået mange venner rundt i hele verden. Til september skal jeg være paneldeltager til ITI’s australske kongres samt holde foredrag i en study club i Melbourne. Det giver mig også mulighed for at besøge nogle australske venner, jeg kender gennem ITI. Tre-fire gange om året er jeg i Schweiz, hvor ITI’s hovedkvarter ligger, fordi jeg også sidder i Education Committee, hvor vi diskuterer, hvilke tilbud vi kan give alle vores medlemmer verden over, og hvor jeg er med til at guide de uddannelsesansvarlige i de andre sektioner. Mit arbejde hos ITI er tæt på et fuldtidsjob, men jeg brænder virkelig for denne del af faget. Jeg vil meget gerne have, at patienter rundt om i verden skal have den bedst mulige behandling, og at den er evidensbaseret. Jeg kan også godt lide, at de unge tandlæger får noget selvtillid, så de føler, de har noget ballast, når de skal udføre behandlingerne. 

Hvilke opgaver har du i din hverdag som ansat tandlæge? 

– Jeg modtager henvisningspatienter, og af en eller anden grund får jeg rigtig mange henvisninger på børn og unge. Det har oprindeligt ikke været en interesse at behandle børn og unge, men det er nu en stor del af mit arbejde. Det er fantastisk at lave et stort operativt indgreb på en 10-årig og komme godt igennem det. Børn er jo sårbare, men det er de pårørende oftest også. Det kræver nogle pædagogiske redskaber, hvor jeg altid taler børnene igennem behandlingen og laver lidt sjov med dem. Jeg har ikke selv børn, men jeg tror, at det går godt, fordi jeg har respekt for dem. Jeg laver nogle aftaler med dem, som jeg holder, og så lader jeg dem samtidig ikke løbe om hjørner med mig. Oprindeligt gik jeg ikke ind i faget, fordi jeg ville have med mennesker at gøre, men fordi jeg så mig selv som en håndværker, og jeg ville gerne bruge mine hænder. I starten var det udfordrende i forhold til kommunikationen med patienterne, men heldigvis nemmere nu. 

Hvem vil du gerne sende stafetten videre til? 

– Jeg vil gerne give den videre til min kollega Jens Malte. Hans klinik blev købt op af en kæde, hvor han efterfølgende stoppede og etablerede sig på ny som almindelig tandlæge uden for kæderegi. 

Merete Aaboe spørger: 

Hvorfor solgte du din klinik til en kæde, og hvorfor valgte du senere at etablere en ny klinik?