Ministerium fik ikke belyst økonomiske konsekvenser inden deadline
På trods af intentioner om en ny henlæggelsesaftale inden årets udgang nåede Indenrigs- og Sundhedsministeriet ikke i mål med at få belyst de juridiske og økonomiske konsekvenser ved en ny aftale. Sådan lyder det i et skriftligt svar fra ministeriet, der er tavst om, hvordan tandskadeerstatningen skal administreres fremadrettet.
På trods af en intensiveret og positiv dialog mellem Tandlægeforeningen og Indenrigs- og Sundhedsministeriet i sidste halvdel af 2023 lykkedes det ikke at få underskrevet en ny henlæggelsesaftale inden årets udgang. Tandlægeforeningens hovedbestyrelse opsagde derfor den nuværende aftale i midten af december.
Tandlægebladet har spurgt ministeriet, hvorfor der ikke forelå en ny aftale inden årets udgang.
– Tandlægeforeningen ønskede ændringer, der indebar flytning af udgifter fra Tandlægeforeningen til en anden aktør. Ved en ændring af finansieringen i denne størrelsesorden er det helt naturligt og nødvendigt, at ministeriet har måttet belyse de økonomiske konsekvenser af en ændring heraf tilstrækkeligt, førend en eventuel tillægsaftale kunne indgås. Juridisk set har Tandlægeforeningens ønsker ligeledes bragt forskellige aftaleretlige elementer i spil, som var påkrævet at afsøge, lyder det i et skriftligt svar til Tandlægebladet.
Ministerium tavst om fremtiden
Tandlægebladet har forsøgt at få svar på, hvilke konkrete aspekter og udfordringer der har været i afsøgningen, samt hvor langt ministeriet var i processen med udarbejdelsen af en tillægsaftale, da Tandlægeforeningen opsagde aftalen i december. Det har ministeriet ikke ønsket at svare på.
Vi har også spurgt Indenrigs- og Sundhedsministeriet, hvordan tandskadeerstatningen fremadrettet skal administreres.
Ministeriet har haft syv år til at lave en revidering af aftalen
SUSANNE KLEIST, FORMAND FOR TANDLÆGEFORENINGEN
– Ministeriet er på nuværen de tidspunkt ved at undersøge de nærmere juridiske og praktiske implikationer ved at flytte behandlingen af tandskadeerstatningssagerne samt finansieringen heraf og kan derfor ikke for nærværende komme det nærmere, skriver Indenrigs- og Sundhedsministeriet i et skriftligt svar til Tandlægebladet.
Kleist: Ministeriet har haft rigelig tid
Arbejdet for en ny henlæggelsesaftale begyndte allerede i 2016, hvor Tandlægeforeningen gik i dialog med ministeriet, og siden forsommeren 2023 har der været reelle forhandlinger i gang.
Indenrigs- og Sundhedsministeriet var bekendt med, at Tandlægeforeningen ville afholde ekstraordinær generalforsamling den 27. november 2023 med henblik på at beslutte, om henlæggelsesaftalen skulle opsiges, hvis ikke forhandlingerne forinden havde kastet noget konkret af sig.
Formand for Tandlægeforeningen, Susanne Kleist, giver derfor ikke meget for ministeriets forklaring på det manglende udkast til en ny tillægsaftale.
– Jeg bliver nødt til at pege på, at ministeriet har haft syv år til at lave en revidering af aftalen. Og siden opsigelsen af Tandlægeoverenskomsten i 2018 har det jo været klart for alle, at behovet for en revidering både hastede og var helt essentiel. Jeg mener derfor, at ministeriet har haft tilstrækkeligt med tid, siger Susanne Kleist.