Sunde sutter

Når det gælder valg af sut, er der et par detaljer, forældre bør være obs på. Læs tandlæge Andrea Westermanns guide til at vælge den rigtige sut.

3
Tekst: Sofie Dinesen Bramsen

Når det gælder valg af sut, er der et par detaljer, forældre bør være obs på.

Nu har tandlæge, foredragsholder og mor til to, Andrea Westermann, skrevet en guide i samarbejde med tand- og mundplejemærket Curaprox, der beskriver, hvilke konsekvenser en forkert sut kan have for barnets udvikling, og hvad man skal være opmærksom på i jagten på den rette sut.

Der findes flere måder, hvorpå en sut påvirker et barns udvikling. Sutten former fx overkæben og biddet. Andrea Westermann forklarer, at når babyer ikke kan bruge deres tunge til at lægge pres på den øverste gane og udvide den, kan det resultere i malokklusioner, som fx et åbent forreste bid eller et lateralt krydsbid.

En forkert sut kan også påvirke barnets taleudvikling. Hvis man bruger en sut, mens man lærer at tale, kan det forstyrre taleudviklingen, hvilket potentielt kan lede til indlæringsvanskeligheder senere i livet.

Ifølge Andrea Westermann har barnet normalt ikke længere behov for sutten, når synkemønsteret ændrer sig fra sugende til tyggende – typisk omkring 6-8-måneders alderen. Herefter bør barnet stoppe med at bruge sut, da den på det tidspunkt har opfyldt sit formål med at lære babyen at bruge tungen, kæben og ansigtsmusklerne korrekt.

Men hvordan skal den korrekte sut så være udformet?

Ifølge Andrea Westermann bør en god sut være flad, kort og have en fleksibel sugespids, som forhindrer fejlstillinger og samtidig understøtter barnets vejrtrækning gennem næsen. Sutten på ­billedet her opfylder disse krav.