Probiotika understøtter den orale mikrobiotas resiliens efter eksperimentel gingivitis
Indtagelse af probiotika har ikke nogen effekt på de kliniske parametre plak og blødning. Derimod tyder resultaterne på, at probiotika understøtter den supragingivale mikrobiotas tilbagevenden til en sund sammensætning i helingsperioden efter den biofilmmedierede gingivitis. Det viser en ny undersøgelse fra Odontologisk Institut.
FORSKERE FRA ODONTOLOGISK INSTITUT (Københavns Universitet) har i samarbejde med finske og nederlandske kolleger undersøgt, om en sugetablet med probiotika (to stammer af laktobaciller) påvirker den orale mikrobiotas sammensætning i forbindelse med eksperimentel gingivitis.
I et randomiseret dobbeltblindet kontrolleret klinisk studie blev 80 unge (19-33 år) personer uden orale eller systemiske sygdomme ligeligt fordelt i en probiotika- og en placebogruppe. Alle deltagere afstod fra enhver form for mundhygiejne i 14 dage og genoptog derefter deres normale mundhygiejne.
Der blev registreret kliniske, mikrobiologiske og immunologiske data ved forsøgets start, efter 14 dage og ved forsøgets afslutning efter 28 dage.
I begge grupper blev der påvist stigning i plakforekomst og gingival blødning efter 14 dage og tilsvarende fald efter 28 dage – uden statistisk signifikant forskel mellem grupperne.
Efter 28 dage var der signifikant højere forekomst af de potentielt opportunistisk patogene bakterieslægter Lautropia (P = 0,014), Prevotella (P = 0,046), Fusobacterium (P = 0,033) og Selenomonas (P = 0,0078) i placebogruppen, mens forekomsten af den ”sunde” slægt Rothia var signifikant højere i probiotikagruppen (P = 0,047).
Forfatterne konkluderer, at indtagelse af probiotika ikke havde nogen effekt på de kliniske parametre plak og blødning. Derimod tyder resultaterne på, at probiotika understøttede den supragingivale mikrobiotas tilbagevenden til en sund sammensætning i helingsperioden efter den biofilmmedierede gingivitis.
Projektet har bl.a. modtaget økonomisk støtte fra Tandlægeforeningens Forskningsfond.
Lundtorp Olsen C, Massarenti L, Vendius VFD, Gürsoy UK, Van Splunter A, Bikker FJ, Gürsoy M, Damgaard C, Markvart M, Belstrøm D. Probiotics support resilience of the oral microbiota during resolution after experimental gingivitis – a randomized, double-blinded, placebocontrolled trial. Nutrients 2023;15:4805.