Små doser, store konsekvenser

Årets rapport fra DANMAP viser, at den generelle udvikling i forbruget af antibiotika ser ud til at være bremset op efter flere års stigning. Men at resistensen mod flere typer antibiotika fortsætter med at stige.

TB2025 11 Detaljen
Tekst: Sofie Stokholm Jacobsen

Hver gang tandlæger udskriver en antibiotikumrecept til behandling i mundhulen, har det betydning for resistensen i hele kroppen. Resistente bakterier kan udvikles både i mundhulen og resten af kroppen, og de kan overføre resistensgener til andre, også sygdomsfremkaldende bakterier.

Den 18. november markerer vi Europæisk Antibiotikadag, og hvor vigtigt det er at anvende antibiotika forsvarligt. Årets rapport fra DANMAP over antibiotikaforbruget viser, at den generelle udvikling i forbruget af antibiotika ser ud til at være bremset op efter flere års stigning. Men den viser også, at resistensen mod flere typer antibiotika fortsætter med at stige.

Ifølge rapporten, der er udgivet af DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut, udskrev tandlæger 32,8 antibiotikarecepter pr. 1.000 indbyggere i 2024. Et svagt fald i forhold til året før, men stadig væsentligt højere end tidligere. Især efter 2016, hvor Sundhedsstyrelsen udkom med de nationale kliniske retningslinjer for brug af antibiotika ved tandlægebehandling, gik udviklingen den rette vej. Men siden da er tandlægers udskrivning igen steget med omtrent 20 %.

Selvom tandlæger langt fra står for hovedparten af det samlede antibiotikaforbrug – kun omkring 6-7 % – bidrager de alligevel til det samlede resistensniveau i befolkningen.

Kilde: Tove Larsen, lektor, ph.d., Odontologisk Institut, Københavns Universitet