Mus og mænd?

Det er velkendt, at der er en forbindelse mellem tandsundhed og kognitiv funktion hos ældre mennesker. Nu er der også tegn på, at det gælder den omvendte rækkefølge: altså at dårlig tandsundhed kan påvirke de kognitive evner.

TB2025 Detaljen
Tekst: Charlotte Nordell Carlsen

Det er velkendt, at der er en forbindelse mellem tandsundhed og kognitiv funktion hos ældre mennesker. Især ved vi, at nedsat kognitiv funktion kan føre til dårligere tandsundhed.

Nu er der også tegn på, at det gælder den omvendte rækkefølge: altså at dårlig tandsundhed kan påvirke de kognitive evner.

I Japan har en gruppe forskere undersøgt denne sammenhæng. I et forsøg med 28 mus fik halvdelen af musene trukket deres tænder ud i en alder af to måneder. Efter seks og 12 måneder skulle begge grupper gennemgå en række kognitive tests. Her så forskerne, at musene uden tænder brugte længere tid end kontrolmusene på at finde vej gennem vandlabyrinten for at nå frem til platformen, de kunne stille sig på.

De mus, der fik trukket tænder ud, brugte halvanden gang så lang tid på at finde frem til platformen. Samtidig havde de tilbagelagt næsten dobbelt så lang afstand, som musene med tænder.

I den del af hjernen, der kaldes hippocampus – som spiller en nøglerolle ift. rumlig orientering og hukommelse – fandt forskerne efter 12 måneder øgede mængder af GFAP-positive astrocytter hos de tandløse mus. Disse celler betragtes som tegn på, at hjernen er blevet skadet, og øges i antal ved demenssygdom.

Derudover kunne forskerne konstatere, at proteinet Claudin-5 i samme del af de tandløse mus’ hjerner var reduceret radikalt.

Det vides ikke, hvorvidt det japanske forsøg kan overføres direkte til mennesker. Men tror vi på musenes erfaringer, tyder det på, at der er en sammenhæng mellem tab af tænder og kognitiv dysfunktion.

Kilde:

Tandlakartidningen.se