"Jeg har drømt om specialet siden studietiden"

Niels Præst spørger:
Hvordan er det at sælge sin praksis og starte på en uddannelse som specialtandlæge i ortodonti på et tidspunkt, hvor du har etableret dig?

– Det er meget givende. Jeg har drømt om det her, siden jeg var studerende. Og også kæmpet for det, så jeg kniber mig selv i armen en gang imellem for at minde mig selv om, at det ikke længere er en drøm, men min virkelighed. Vi har mange forskellige patienter og prøver kræfter med vidt forskellige behandlinger. Samtidig indgår vi i forskningsarbejdet og skal aflevere et forskningsprojekt ved studiets afslutning. Så akademisk er det også både udfordrende og spændende. Jeg er virkelig glad for mit valg, men det var bestemt ikke et nemt valg at træffe, og det var lang tid undervejs.

Hvorfor var det et svært valg, og hvordan kom du frem til, at det var det rigtige? 
– Allerede tilbage i 2020 begyndte tanken om at læse ortodonti så småt at spire. Jeg drev egen klinik sammen med en partner og var meget glad for min hverdag og for vores samarbejde, så det føltes som en skør tanke. Det var jo meget at opgive og et skift, der ville berøre alle flader i mit liv. Ikke kun mit arbejdsliv, men også mit familieliv, min økonomi og fritid. I lang tid sagde jeg det ikke højt til nogen, men gik alene med tanken. Nogle dage føltes det helt rigtigt. Andre dage føltes det helt rigtigt at blive, hvor jeg var. Men tanken voksede sig alligevel større. Og en dag i foråret 2021 sagde jeg det til min mand. Jeg kan tydeligt huske lettelsen, fordi det føltes helt rigtigt, da jeg først havde fået det sagt. Herefter spillede jeg meget bold op ad ham, fordi det handlede om, at vi sammen skulle lægge en fælles plan for, hvordan livet kunne se ud, hvis jeg begyndte at læse igen.

Hvad var det ved ortodontien, der trak? 
– Jeg har altid været meget interesseret i og optaget af specialet. Men dengang, da jeg studerede, virkede det for omfattende og uoverskueligt at gå i gang med. Jeg havde en idé om, at jeg havde brug for erfaring, før jeg kunne prøve kræfter med det. Uden at jeg har haft en decideret plan, er det det, der er sket. Og jeg synes, at min intuition holder stik. Jeg har set, hvad malokklusioner kan føre til hos voksne patienter, og hvilke økonomiske konsekvenser det kan have. Og med min erfaring kan jeg bidrage med sparring og løsninger for patienter og tandlæger i et interdisciplinært samarbejde. 

Hvilke udfordringer oplever du ved at være tilbage på skolebænken? 
– Det er dyrt, og det er tidskrævende. Sådan er det bare. Og selvom jeg nyder det i fulde drag, så tager det tid fra mine børn og min familie, og man tjener betydeligt mindre som tandlæge under uddannelse end som tandlæge med egen praksis. Intet af det kunne have ladet sig gøre, uden at min mand havde været med på at tage et ekstra træk på hjemmefronten. Men det er for en periode, så det er OK for os begge. Jeg har absolut ingen problemer med at være tilbage i den studerendes rolle. Tværtimod så nyder jeg kun at få lov til at suge ny viden til mig fra dygtige og erfarne undervisere. For mig er der ingen tvivl om, at det er omkostningerne værd. Jeg tror, det handler om at turde følge sin indre stemme og gå efter det, der giver dig energi og gør dig glad. Når du vågner om morgenen, og når du møder på arbejde. Det er ikke ensbetydende med, at man bare skal springe hovedkulds ud i noget nyt. Sådan fungerer jeg i hvert fald ikke. Jeg havde brug for lang tid til at overveje og planlægge mit skift. Til gengæld føler jeg mig helt sikker i, at jeg har valgt rigtigt. 

Hvem vil du give stafetten videre til og hvorfor? 
Christina Gundlev har arbejdet med udsatte borgere, siden hun blev færdiguddannet. I dag er hun tandlæge i voksentandplejen og visiterende tandlægekonsulent.

Mette Hedegaard spørger:
Hvorfor er det meningsfuldt for dig at arbejde på det sociale felt, og hvilke perspektiver giver arbejdet dig på dit fag?