Næste skridt mod en bedre forståelse af bruksisme
De nuværende definitioner af bruksisme rejser spørgsmål og skaber forvirring blandt klinikere, forskere, undervisere og patienter. Derfor har en stor gruppe forskere med speciale i bruksisme bidraget til en forskningsartikel, der skal skabe en bedre forståelse af bruksisme.

I løbet af de seneste år har bruksisme fået stadigt stigende opmærksomhed fra både klinikere og forskere. Det er derfor blevet tydeligt, at visse aspekter af de nuværende, ekspertbaserede definitioner af bruksisme rejser spørgsmål og skaber forvirring blandt klinikere, forskere, undervisere og patienter.
Derfor har en stor gruppe af forskere fra hele verden med speciale i bruksisme bidraget til en forskningsartikel, som har tre formål: (1) at give læseren en ordliste over de eksisterende definitioner, (2) at drøfte ofte stillede spørgsmål vedrørende disse definitioner og (3) at foreslå en køreplan for de næste skridt mod en bedre forståelse af bruksisme.
I 2024 samledes forskerne til en heldagsworkshop i forbindelse med General Session & Exhibition i regi af International Association for Dental, Oral and Craniofacial Research (IADR). Her drøftedes de nuværende definitioner af bruksisme. Indsigter fra disse drøftelser er efterfølgende samlet, analyseret og sammenfattet i forskningsartiklen.
Heri er der en opdateret ordliste over de centrale termer i de nuværende definitioner, et overblik over ofte stillede spørgsmål og et indblik i, hvad der skal ske de kommende år, når det gælder bruksisme. Fx har forskerne valgt at fjerne tilføjelsen ”hos ellers raske individer” fra de specifikke definitioner af søvn- og vågenbruksisme. Derudover er den hierarkiske struktur i et tidligere foreslået gradueringssystem blevet revideret og præciseret med forslag om at inkludere termer baseret på selvrapportering, klinisk undersøgelse og målinger baseret på måleudstyr.
Kilder:
Verhoe MC, Lobbexoo F, Ahlberg J et al. Updating the bruxism definitions: report of an International Consensus Meeting. J Oral Rehabil 2025 April 16. [Online ahead of print].