Orale læsioner kan udfordre diagnostikken
Forskerne bag studiet undersøgte 20.005 tilfælde af orale og maxillofaciale læsioner fra fire store offentlige universitetscentre med speciale i oral og maxillofacial patologi.
Hvor godt den kliniske diagnose stemmer overens med den histopatologiske afhænger af typen af oral eller maxillofacial læsion. Mens overensstemmelsen er høj for bl.a. potentielt maligne og epiteliale læsioner, er den lav for knoglelæsioner, udviklingsdefekter og odontogene tumorer. Det viser et nyt brasiliansk multicenterstudie.
Forskerne undersøgte 20.005 tilfælde af orale og maxillofaciale læsioner fra fire store offentlige universitetscentre med speciale i oral og maxillofacial patologi. Materialet blev indsamlet fra 2012 til 2023 og udvalgt blandt i alt 70.578 indsendte tilfælde. Forskerne sammenlignede den kliniske diagnose med den efterfølgende histopatologiske diagnose og undersøgte desuden brugen af røntgenundersøgelser som supplement til diagnostikken.
Samlet var der overensstemmelse mellem den kliniske og histopatologiske diagnose i 67,8 % af tilfældene. Overensstemmelsen varierede dog betydeligt mellem de forskellige grupper af læsioner. Den var særligt høj ved potentielt maligne, epiteliale, dermatologisk immunologiske og spytkirtellæsioner, men lav ved knoglelæsioner, udviklingsdefekter og odontogene tumorer. Der var anmodet om røntgenundersøgelse i 25,9 % af alle tilfælde. Odontogene tumorer udgjorde kun en lille del af det samlede materiale, og i denne gruppe var der kun anmodet om røntgenundersøgelse i 19,7 % af tilfældene. Ifølge forskerne kan den begrænsede brug af røntgen have bidraget til den lave overensstemmelse mellem den kliniske og histopatologiske diagnose.
Forskerne fremhæver, at studiet bygger på et af de største datasæt på området og strækker sig over mere end et årti. De konkluderer, at der er behov for bedre faglig træning og brug af supplerende undersøgelser, særligt ved diagnostisk komplekse læsioner som odontogene tumorer og udviklingsdefekter.
Kilde
Faria CAB, da Silva WR, Cavalcanti JFS et al. Agreement between clinical and histopathological diagnoses of oral-maxillofacial lesions: a multicenter study. Oral Surg Oral Med Oral Pathol Oral Radiol. 2026;141:832-40.