Støjdæmpet bor skal give mindre tandlægeangst
Japanske forskere bruger supercomputere til at kortlægge, hvordan høje og generende borelyde opstår. Men ikke alle tror på, at en mere dæmpet lyd vil have en effekt på tandlægeangst.
For mange patienter er lyden fra tandlægens bor næsten lige så frygtindgydende som selve behandlingen. Den karakteristiske, højfrekvente lyd – som kan nå op på omkring 20 kilohertz – forbindes ofte med ubehag og stress og kan være en afgørende årsag til, at nogle helt undgår tandlægebesøg.
Netop derfor har den japanske tandlæge og professor Tomomi Yamada fra Osaka Universitet i et nyt forskningsprojekt undersøgt, om det er muligt at udvikle et bor, der afgiver mindre støj. Ved hjælp af en supercomputer har forskerne kortlagt både interne og eksterne luftstrømme i bor, som drives af trykluft og
roterer med omkring 320.000 omdrejninger i minuttet. Den detaljerede analyse har gjort det muligt at visualisere og identificere præcist, hvilke luftstrømme og komponenter der skaber de lydprofiler, som kan opleves som ubehagelige og udløse tandlægeangst. Det skriver Acoustical Society of America i en pressemeddelelse.
Ekspert tvivler på effekt
Erik Friis-Hasché, lektor emeritus ved Odontologisk Institut på Københavns Universitet, har beskæftiget sig med odontofobi i mange år. Han er dog ikke overbevist om, at et mere støjsvagt bor i sig selv vil gøre en afgørende forskel for patienter med tandlægeangst. Ifølge ham er lydene blot én blandt flere faktorer, der kan udløse angst hos denne patientgruppe.
– Når man har tandlægeangst, er det ikke kun én sans – i dette tilfælde høresansen – der er i spil. Det er et sammensurium af alle sanserne. Der er fx lyde, lugte og den hvide kittel. Derfor hjælper det ikke alene at skrue ned for lyden, hvis man vil af med tandlægeangsten. Der er helt andre ting, der skal til, siger han.
Selv om Erik Friis-Hasché ikke forventer, at forskningen vil kurere mange for tandlægeangst, peger han på andre mulige gevinster. De mange lyde på en tandklinik, herunder fra boret, kan nemlig give høreskader hos det personale, der arbejder med dem dagligt.
– Derfor er det da fantastisk, hvis forskningen kan være med til at nedbringe støjniveauet på klinikkerne, siger han.
Forskere finjusterer boret
Selv om det altså ikke er alle, der tror på, at et mere støjsvagt bor vil være effektivt mod tandlægeangst, fortsætter Tomomi Yamada og hendes kolleger arbejdet. Ifølge Tomomi Yamada viser forskningen, at det ikke er tilstrækkeligt blot at reducere lydstyrken.
– Det er også nødvendigt at forbedre selve lydkvaliteten for at gøre lyden mindre ubehagelig, siger hun.
Forskerteamet arbejder derfor videre med at optimere borets bladgeometri og udstødningskanaler med henblik på at reducere støj uden at forringe borets ydeevne.