Protetisk rehabilitering af den atrofiske posteriore maksil med korte implantater
ABSTRACT
Protetisk rehabilitering af den bagerste del af overkæben ved hjælp af korte implantater anvendes i stigende grad som et behandlingsalternativ til sinusløftprocedure og indsættelse af implantater med standardlængde. Herved kan den kirurgiske procedure simplificeres, idet der ikke er behov for sinusløftprocedure inkl. et autologt knogletransplantat og/eller et knogleerstatningsmateriale.
Flere systematiske oversigtsartikler og meta-analyser har vist høj overlevelse af suprastruktur og implantat, begrænset peri-implantært knogletab, stor patienttilfredshed og få komplikationer. I overensstemmelse hermed konkluderede European Association for Osseointegration i en konsensusrapport fra 2015, at protetisk rehabilitering af den atrofiske posteriore maksil med korte implantater var et egnet behandlingsalternativ til sinusløftprocedure og indsættelse af implantater med standardlængde. Imidlertid foreligger der få randomiserede kontrollerede langtidsundersøgelser, der har sammenlignet de to behandlingsmodaliteter. Ligeledes er betydningen af den reducerede implantatoverflade, øget krone-implantat-ratio og nødvendigheden af koblede protetiske konstruktioner ikke tilstrækkeligt belyst.
I nærværende oversigtsartikel præsenteres den nuværende viden om protetisk rehabilitering af den atrofiske posteriore maksil med korte implantater sammenlignet med sinusløftprocedure og implantater med standardlængde. Imidlertid er der behov for flere randomiserede kontrollerede langtidsundersøgelser af de to behandlingsmodaliteter, før evidensbaserede behandlingsretningslinjer kan gives om indikationsområdet for protetisk rehabilitering med denne behandlingsmetode.
Klinisk relevans:
Implantatindsættelse svarende til den bagerste del af overkæben er ofte kompromitteret som følge af reduceret vertikal knoglehøjde af processus alveolaris og udstrækningen af sinus maxillaris. Korte implantater anvendes i stigende grad som et behandlingsalternativ til sinusløftprocedure og indsættelse af implantater med standardlængde. Høj overlevelse af suprastruktur og implantat, begrænset periimplantært marginalt knogletab og stor patienttilfredshed er beskrevet efter protetisk rehabilitering svarende til den atrofiske posteriore maksil med begge behandlingsmodaliteter. Imidlertid mangler der fortsat sammenlignende langtidsundersøgelser, der kan legitimere protetisk rehabilitering svarende til den atrofiske posteriore maksil med korte implantater som førstevalg.
