Udredning af xerostomi og nedsat spytsekretion
Mundtørhed og nedsat spytsekretion kan optræde ved lokale sygdomme i mundhulen, men kan også være tegn på generaliseret sygdom som fx metabolisk eller autoimmun sygdom. Det er derfor vigtigt at igangsætte en grundig udredning hos patienter, der oplever vedvarende xerostomi, og som udviser tegn på nedsat spytsekretion.
Xerostomi, den selvoplevede fornemmelse af mundtørhed, er ofte forbundet med reduceret spytsekretion, men kan også være til stede uden objektiv påvisning af nedsat spytsekretion. Udredning af patienter, der klager over xerostomi, bør derfor altid omfatte en grundig anamnese, en detaljeret klinisk undersøgelse samt måling af både den ustimulerede og stimulerede spytsekretionshastighed. Dette er nødvendigt for at kunne identificere potentielle årsager til den nedsatte spytsekretion og xerostomi. Kliniske tegn som tørre mundslimhinder, caries og oral candidose optræder oftest hos patienter med længerevarende nedsat spytsekretion.
I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med yderligere diagnostiske undersøgelser, herunder billeddiagnostik, spytkirtelbiopsi og blodprøver, for at afklare den bagvedliggende årsag. Den diagnostiske proces kræver ofte et tværfagligt samarbejde for at sikre en korrekt diagnose og kunne iværksætte en passende behandlingsstrategi. Tidlig intervention er essentielt for at lindre symptomer og forebygge og begrænse konsekvenserne af den nedsatte spytsekretion på det orale helbred.
Klinisk relevans
Tandlægens rolle er central i diagnostikken af xerostomi og nedsat spytsekretion. Ofte er det tandlægen, patienten først henvender sig til med xerostomigener, og som identificerer de tidlige kliniske tegn på spytkirteldysfunktion. De hyppigste årsager til xerostomi og spytkirteldysfunktion omfatter indtagelse af visse xerogene lægemidler samt en række systemiske lidelser og i mere sjældne tilfælde lokale sygdomme i spytkirtlerne.
Det er derfor afgørende, at tandlæger har indgående kendskab til de diagnostiske metoder og udredningsprocedurer, der anvendes ved mistanke om spytkirteldysfunktion. Derudover bør tandlægen indgå i et tæt, tværfagligt samarbejde med patientens egen læge samt relevante specialister for at sikre en helhedsorienteret vurdering af patientens medicinforbrug og generelle helbredstilstand.
Diagnosis of xerostomia and reduced salivary secretion
Xerostomia, the subjective sensation of dry mouth, is often associated with reduced salivary secretion, but may also occur without objective signs of decreased salivary flow rate. Therefore, the evaluation of patients with complaints of dry mouth should always include a thorough medical history, a detailed clinical examination, and measurement of both unstimulated and stimulated salivary flow rates. This is necessary to identify potential causes of reduced salivary secretion and xerostomia.
Clinical signs such as dry oral mucosa, caries, and oral candidiasis most commonly appear in patients with longterm reduced saliva production. In some cases, further diagnostic tests, including imaging, salivary gland biopsy and blood tests, may be required to determine the underlying cause. The diagnostic process often demands an interdisciplinary team to ensure an accurate diagnosis and to implement an appropriate treatment strategy. Early intervention is essential to alleviate symptoms and to prevent and minimize the consequences of reduced salivary secretion on oral health.