ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE
Internationalt forskningsnyt:

Det gavner ikke børnenes tænder, at moderen spiser fluoridtabletter

Foto: Shutterstock

Hvad gør man, hvis man bor i et område med lavt fluoridindhold i drikkevandet og gerne vil sikre de bedst mulige betingelser for sine børns primære tænder under dannelsen? En nærliggende mulighed er, at moderen under graviditeten indtager lidt ekstra fluorid i form af fx tabletter eller tyggegummi. Japanske forskere har derfor udarbejdet en systematisk oversigt med henblik på at undersøge, om moderens fluoridindtag under graviditeten påvirker cariessituationen i børnenes primære tandsæt.

Der var kun én randomiseret kontrolleret undersøgelse, som levede op til søgekriterierne og kunne indgå i analysearbejdet; men undersøgelsen var af ældre dato, og kvaliteten af evidensen blev vurderet som meget lav. Undersøgelsen omfattede 938 børn, som blev undersøgt klinisk, når de var tre og fem år gamle. Der blev hverken i tre- eller femårsalderen fundet nogen signifikant forskel mellem fluorid- og placebogruppen med hensyn til antallet af børn med caries eller antallet af carierede og fyldte flader (dfs). I femårsalderen var incidensen af dental fluorose ligeledes identisk i de to grupper.

Forfatterne konkluderer, at der ikke er evidens for en cariesforebyggende effekt af, at kvinder indtager fluoridtilskud under graviditeten.

Kommentar

 
Line Staun Larsen, Sektion for Pædodonti, Institut for Odontologi og Oral Sundhed, Aarhus Universitet

 
Er fluoridtilskud til gravide en relevant strategi til cariesforebyggelse i Danmark?
– Absolut nej! Fluorid som carieskontrollerende faktor bygger på en lokal effekt i mundhulen, og den effekt opnås ved tandbørstning med fluoridtandpasta to gange dagligt. Vi anbefaler ikke systemisk fluoridtilskud til danskerne, gravide eller ej, bl.a. af følgende grunde:

  • 1. Vi anerkender fluoridparadigmeskiftet fra slutningen af forrige århundrede, hvor vi gik fra at tro på, at fluorid skulle indbygges i tænderne, til at forstå, at fluorid skal være til stede i væskefasen omgivende tænderne, når cariesudfordringen byder sig.
  • 2. Langt de fleste danskere børster tænder med fluoridtandpasta dagligt. De opnår derved samtidig den vigtige mekaniske effekt af tandbørsten til plakfjernelse.
  • 3. Der mangler evidens for en mereffekt på caries af systemisk tilført fluorid, når der samtidig børstes tænder med fluoridtandpasta.

Selv evidens på højeste evidensniveau bliver aldrig bedre end kvaliteten af de studier (eller det studie), der indgår. Så Cochrane-reviewet fra 2017 vejer ikke tungt på vægtskålen her; men det er der så rigeligt andet, der gør.

Takahashi R, Ota E, Hoshi K et al. Fluoride supplementation (with tablets, drops, lozenges or chewing gum) in pregnant women for preventing dental caries in the primary teeth of their children. Cochrane Database of Systematic Reviews 2017;10: CD011850. DOI: 10.1002/14651858.CD011850.pub2.

ANNONCE
ANNONCE
ANNONCE