Lær af fejlen:

Pågående blødning efter tand­fjernelse og manglende håndtering af blodfortyndende behandling

En patient bosat på et plejecenter har fået en ny protese i både over- og undermund, som ikke sidder fast, og sygeplejersken ser koagler og frisk pågående blødning. Lær af den utilsigtede hændelse her.

TB2024 10 Web Læraffejlen

Patienttilfælde
En patient bosat på et plejecenter får hos egen tandlæge fjernet et ukendt antal tænder i både over- og undermund. Akutsygeplejerske bliver tilkaldt af personale på plejecentret, da borger bløder kraftigt fra munden. Patienten har fået en ny protese i både over- og undermund, som ikke sidder fast, og sygeplejersken ser koagler og frisk pågående blødning.

Ved forundersøgelsen har tandklinik oplyst, at man henter medicinliste fra FMK, hvor det fremgår, at borgeren har været i blodfortyndende behandling (Xarelto 20 mg) siden 2018, som ikke er pauseret. Akutsygeplejen komprimerer og køler, hvilket ikke stopper blødningen, og derfor kontakter hun vagtlægen, som indlægger patienten.

På sygehuset vurderer en læge og tandlæge, at sårene i munden ikke vil kunne hele, og at blødningen ikke vil kunne stoppe af sig selv. Tandlægen på sygehuset suturerer alle sår og huller efter tænder for at stoppe blødningen.

Læring
Behandling uden seponering af blodfortyndende medicin bør ske efter konferering med praktiserende læge. Følg gerne vejledningen DSTH-bridging. Om der er behov for at konferere med egen læge, afhænger af behandlingens omfang og af, hvilken type blodfortyndende medicin patienten får.

Du skal som tandlæge kende til den aktuelle medicinering og tage højde for denne.

Du bør drøfte behandlingsplanen med nærmeste pårørende og plejepersonale hos svækkede patienter. Hvis der fx skal fjernes mange tænder, bør dette gøres i flere tempi. Når patienten skal have sin protese, er det kun tænderne (4)321+/-123(4), som skal fjernes.

Hvis du vurderer, at risikoen for blodprop er større end risikoen for alvorlig efterblødning, skal du i tilstrækkelig grad sikre, at blødningen er stoppet, inden patienten forlader klinikken.

Du skal ikke indsætte en protese samme dag. Patienten kan fint gå uden tænder, indtil suturerne skal fjernes. Fordelen ved at vente med at sætte proteserne ind, til der er sket opheling, er, at der ikke vil være så mange løbende korrektioner.

Siden 2010 har det været lovpligtigt for tandlæger at rapportere utilsigtede hændelser (UTH) til Styrelsen for Patientsikkerhed. I alle fem regioner er der ansat risikomanagere, der arbejder med at øge patientsikkerheden på tandlægeområdet bl.a. ved at drage læring af utilsigtede hændelser og videreformidle denne læring til gavn for andre tandlæger. 
I samarbejde med regionernes risikomanagere deler vi på denne pladspatienttilfælde, som er omskrevet, men baseret på lignende indrapporteringer. Du kan rapportere en UTH på dpsd.dk.