Probiotika gør den orale mikrobiota mere modstandsdygtig over for sukkerstress
Probiotika kan ifølge forskere fra Odontologisk Institut, have en stabiliserende virkning på den supragingivale mikrobiota i forbindelse med kortvarigt sukkerstress.
FORSKERE FRA ODONTOLOGISK INSTITUT (Københavns Universitet) har i samarbejde med finske og nederlandske kolleger undersøgt, om en sugetablet med probiotika (to stammer af laktobaciller) påvirker den orale mikrobiotas sammensætning i forbindelse med eksperimentelt fremkaldt sukkerstress.
I et randomiseret dobbeltblindet kontrolleret klinisk studie blev 80 unge (19-31 år) personer uden orale eller systemiske sygdomme ligeligt fordelt i en probiotika- og en placebogruppe. Alle deltagere skyllede mund med en 10 % sukroseopløsning 6-8 gange om dagen i 14 dage. Der blev registreret kliniske, mikrobiologiske og immunologiske data ved forsøgets start, efter 14 dage og ved forsøgets afslutning efter 28 dage.
Efter 28 dage var der signifikant højere forekomst af Kingella-arter i probiotikagruppen (P = 0,03). Der var også højere forekomst af Streptococcus gordinii og Neisseria elongata i probiotikagruppen, mens forekomsten af Streptococcus sobrinus var højere i placebogruppen.
Forfatterne påpeger, at de arter, der især fandtes hos probiotikagruppen, ikke er relateret til caries, men derimod til oral sundhed. Resultaterne kunne således tyde på, at indtagelsen af probiotika i perioden med sukkerstress bremsede fremvæksten af cariogene arter som fx S. sobrinus og fremmede rekolonisering af sundhedsrelaterede bakteriearter i den efterfølgende genopretningsperiode.
Probiotika kunne dermed have en stabiliserende virkning på den supragingivale mikrobiota i forbindelse med kortvarigt sukkerstress.
Projektet har bl.a. modtaget økonomisk støtte fra Tandlægeforeningens Forskningsfond.
Lundtorp Olsen C, Massarenti L, Vendius VFD, Gürsoy UK, Van Splunter A, Bikker FJ, Gürsoy M, Damgaard C, Markvart M, Belstrøm D. Probiotics partly suppress the impact of sugar stress on the oral microbiota – a randomized, double-blinded, placebo-controlled trial. Nutrients 2023;15:4810.