Gravide patienter skal oplyses om fluor

En nylig dom i USA om fluor i drikkevand trækker tråde til Danmark, hvor tandlæger kan spille en nøglerolle i at rådgive gravide patienter. Sammenstødet mellem tandsundhed og høje doser fluor vækker debat.

Gravid Tophistorie
Tekst: Sofie Stokholm Jacobsen

Tandlæger og andre sundhedsprofessionelle skal rådgive især gravide om fluor i tandpasta, te og drikkevand i udvalgte danske kommuner. Det mener Philippe Grandjean, der er professor i miljømedicin på Syddansk Universitet.

Han var tidligere i år hovedvidne i en amerikansk retssag, der har fået debatten om fluor til at blusse op i USA. Her har man siden 1945 tilsat fluor i drikkevandet af hensyn til befolkningens tandsundhed. Men en nylig dom sætter den metode i et nyt lys.

Dommen pålægger den amerikanske miljøbeskyttelsesmyndighed, EPA, at handle på området, fordi der er videnskabelig evidens for, at fluor i drikkevand udgør en risiko for sundheden og er forbundet med tab af intelligenskvotient (IQ) blandt børn.

EPA bliver dog ikke direkte pålagt at forbyde tilsætningen af fluor i drikkevand, da man ikke med sikkerhed kan konkludere, at vand tilsat fluor er skadeligt for folkesundheden.

Philippe Grandjean står bag flere studier på området og mener, konklusionen er alt for forsigtig. Han har længe advaret om, at der er en sammenhæng mellem for høj koncentration af fluor og lavere IQ hos børn.

Og det bør vi ifølge Philippe Grandjean også forholde os til i Danmark, hvor fluor forekommer naturligt i drikkevandet i varierende grad på tværs af landet.

– Fluor er godt i mundhulen, men skal ikke ind i blodbanen. Vi skal beskytte næste generations hjerner, så det er vigtigt, at en gravid ikke deler det med sit foster, siger Philippe Grandjean.

Er grænseværdien for høj?

På baggrund af sit eget studie fra 2023 med data fra 1.500 børn og mødre anbefaler Philippe Grandjean, at der maksimalt er 0,3 milligram fluorid pr. liter drikkevand. Inden for den målestok er koncentrationen for høj flere steder i Danmark.

Det gælder især kommunerne Glostrup, Solrød, Næstved, Faxe, Stevns, Vordingborg og Lolland, ifølge data fra 2015-2020 fra De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS). Her er fluoridkoncentrationen i drikkevandet mere end 0,7 milligram pr. liter.

– I de områder bør gravide være ekstra påpasselige og drikke flaskevand i stedet for at tappe vand fra hanen. Også når det gælder modermælkserstatning til de helt små, mener Philippe Grandjean.

Her skal man dog være opmærksom på, hvilken slags man køber, da de også indeholder forskellige mængder fluor. Han advarer også mod, at gravide drikker meget te, især fra Østafrika og visse dele af Kina og Indien, hvor der kan være en høj dosis. Philippe Grandjean mener ikke, det gælder te fra Nepal eller Darjeeling.

Vær ekstra påpasselig

Ud fra et forsigtighedsprincip er tandlæge og professor i cariologi på Københavns Universitet Kim Ekstrand enig i, at gravide i de udvalgte områder i Danmark, hvor koncentrationen af fluor er særlig høj, bør købe vand på flaske. Og i det hele taget er ekstra påpasselige – også med tandpasta og te.

– Vi ved, at fluor i for høje doser kan lave skader og påvirke vores celler. Vi tandlæger er bekendt med dental fluorose, der skyldes for højt indtag af stoffet i den periode, tænderne dannes. Men vi kender ikke grænsen for neurologiske skader. Det er formentlig også påvirket af individuelle forhold. Hvis man nemt kunne fjerne fluorid fra vores drikkevand i Danmark, ville jeg også anbefale en dosis på maks. 0,3 milligram pr. liter, men det er ikke så simpelt, siger Kim Ekstrand.

Under forudsætning af, at man som gravid og spædbarnsforældre tager en række forholdsregler, ser Kim Ekstrand ikke grund til bekymring med en koncentration af fluorid i drikkevandet på maks. 0,75 milligram pr. liter.

Siden det har kunnet måles, har børn og unge i kommuner med lav koncentration af fluor haft et højere cariesgennemsnit end i kommuner med høj koncentration. Det har været op ad bakke for mange vestjyske kommuner, fortæller Kim Ekstrand.

Vigtig viden til patienter

Uanset grænseværdi er begge professorer enige om, at budskabet om fluor skal langt bredere ud i offentligheden. Særligt til gravide og spædbarnsforældre.

Ifølge Kim Ekstrand har privatpraktiserende tandlæger en nøglerolle, når gravide er til eftersyn. Og budskabet bør ikke alene komme fra tandlægerne. Også læger, sygeplejersker og jordemødre kan spille en vigtig rolle.

– Tandlæger bør tale med gravide patienter om ikke at sluge tandpasta, minimere te og undlade at drikke vand fra vandhanen – især i de omtalte kommuner. Det er meget vigtigt, at de får den information, siger Kim Ekstrand.

Han tilføjer, at tandlæger også bør rådgive om, hvornår på dagen man skal børste tænder. Det er nemlig bedst umiddelbart efter et måltid. Kim Ekstrand peger på undersøgelser, der viser, at fluoridkoncentrationen fra slugt tandpasta i blodbanen er op til 40 % højere, når man børster tænder på tom mave, end når man børster tænder 15-120 minutter efter mad.

Han peger samtidig på, at det kan være en udfordring at rådgive gravide uden at skræmme dem. Og at der i forvejen er mange regler for, hvad gravide ikke bør indtage. Alligevel skal de have den information.

Det mener Philippe Grandjean også:

– Vi skal rådgive bedre. Det drejer sig om hjernefunktioner, adfærd og livskvalitet. Der bør stå en advarsel på tandpasta, siger Philippe Grandjean.

Det er Kim Ekstrand ikke enig i:

– Hvis man tager sine forholdsregler, behøver der ikke komme advarsler, siger han.

Fluor i Danmark

I Danmark tilsættes der ikke fluor i drikkevandet, som man gør det i fx USA. Fluor findes naturligt i vores drikkevand, men koncentrationen er forskellig fra kommune til kommune.

Frem til 1990 lå Kryolitfabrikken på Strandboulevarden i København, hvor man forarbejdede det sjældne mineral kryolit fra en mine i Grønland. Det blev især brugt til at producere aluminium.

I 1930’erne opdagede man, at medarbejdernes knogler så mærkelige ud, de havde svært ved at dreje hovedet og havde problemer med hukommelsen og koncentrationen.

Det viste sig, at de havde fået fluorforgiftning – skeletal fluorose.

Det førte til et øget fokus på de skadelige virkninger ved fluor, som findes naturligt i vores nærområder, både i drikkevand og mad.