Tandsundheden i Island i middelalderen

Tandsundheden blandt fortidens islændinge er kun sjældent blevet undersøgt af forskere med odontologisk baggrund. Derimod er der mange studier, som er foretaget af antropologer og arkæologer. Formålet med denne oversigt er at vurdere den faglige litteratur om tandsundheden i Island i middelalderen og inddrage relevante historiske, epidemiologiske og ætiologiske aspekter af odontologiske sygdomme og karakteristika. Dokumentationen blev indhentet fra den største database inden for området. Den forventede levealder var ikke høj, idet de fleste døde i alderen 26-45 år. Tandtabet ante mortem var omkring 10 %. Caries var nærmest ikke-eksisterende. Tænderne var ekstremt slidte på grund af grov kost, herunder tørret fisk og kød, som var forurenet med støv og sågar vulkansk aske. Sur valle (islandsk: mysa), som blev brugt til konservering af mad og til at slukke tørsten, forårsagede erosioner og bidrog til tandsliddet. Sliddet forværredes med alderen og ramte især mænd. Apikale abscesser forekom i 45 % af materialet, især hos ældre og mænd. Den mest sandsynlige årsag til abscesserne var det omfattende slid, der i mange tilfælde blottede pulpakammeret. Forekomsten af tori i kæbeknoglerne var høj blandt middelalderens islændinge, også blandt islændinge, der koloniserede Grønland, væsentligt højere end i Norge og Sverige. Tænderne var dækket af calculus, og parodontal sygdom (alveolært knoglesvind) forekom, men var næppe hovedårsagen til tandtabet ante mortem.