Undersøgelse og diagnostik af kognitive sygdomme
ABSTRACT
Demens er karakteriseret ved vedvarende svækkelse af kognitivt funktionsniveau og praktisk funktionsevne. Årsagen til demens er i de fleste tilfælde neurodegenerative sygdomme og andre sygdomme, der direkte eller indirekte påvirker hjernen.
Mild cognitive impairment (MCI) er en tilstand, hvor det kognitive funktionsniveau er svækket mere end forventeligt for alderen, men diagnosekriterierne for demens er ikke opfyldt.
Demens kan debutere med svækkelse af bl.a. hukommelse, sprogfærdighed, visuel-rumlig forarbejdning, mentalt forarbejdningstempo eller mentale styringsfunktioner. Også neuropsykiatriske symptomer som depression, agitation eller apati forekommer.
Ingen specifik undersøgelsesmetode eller test kan med sikkerhed afklare, om en person har MCI eller demens, og ved udredning anvendes typisk en kombination af undersøgelsesmetoder. Den basale udredning består af optagelse af anamnese, en kort kognitiv test, laboratorieprøver samt strukturel scanning af cerebrum. Ved fortsat mistanke om demens henvises til ambulant udredning på en demensudredningsenhed, hvor der er adgang til supplerende undersøgelsesmetoder i form af bl.a.:
• undersøgelse af cerebrospinalvæsken for biomarkører for Alzheimers sygdom
• neuropsykologisk undersøgelse • positron emissions tomografi (PET-scanning) med amyloidbindende sporstof
• PET-scanning med anvendelse af en glukoseanalog som sporstof
• dopamintransporter-scanning
ICD-10-kriterierne for demens formuleret i starten af 1990’erne er ikke længere tidssvarende, og i praksis anvender mange klinikere indenfor demensområdet nyere kriterier udarbejdet af internationale ekspertgrupper.
Klinisk relevans:
Der er siden årtusindeskiftet sket en betydelig udvikling indenfor undersøgelse og diagnostik af demenssygdomme. Udvalget af undersøgelsesmetoder omfatter forskellige former for billeddiagnostik, analyse af cerebrospinalvæsken og eventuelt neuropsykologisk undersøgelse. Alzheimers sygdom, der er den hyppigste årsag til demens, er karakteriseret ved ophobning af proteinstof amyloidβ i cerebrum i form af ekstracellulære plakker, hvilket kan visualiseres via PETscanning med amyloidbindende sporstof. Tilsvarende kan et lavt niveau af amyloidβ i cerebrospinalvæsken anvendes som biomarkør for Alzheimer. Også visualisering af den regionale fordeling af metabolisme i cerebral cortex via PETscanning med anvendelse af en glukoseanalog som sporstof kan bidrage til diagnostisk afklaring.