Tandlægers og specialtandlægers diagnostiske præcision i forbindelse med orale planocellulære karcinomer
ABSTRACT
INTRODUKTION
Tidlig diagnostik af oralt planocellulært karcinom (SCC) er kritisk for patienternes overlevelse. Tandlægens viden om orale maligne sygdomme, potentielt maligne tilstande (præmaligne tilstande) samt risikofaktorer er afgørende for at reducere ”doctor’s delay”, dvs. tidsrummet fra første henvendelse til patienten henvises til udredning. Estimeret erfaringsgrundlag blandt tandlæger er dog beskedent med én mundhulecancer pr. praktiserende tandlæge over 10 år.
FORMÅL
At sammenligne den diagnostiske præcision af SCC mellem henvisende tandlæger og afdelingens specialtandlæger på Kæbekirurgisk Afd., Sydvestjysk Sygehus, Esbjerg, for at vurdere sammenhængen mellem manglende malignitetsmistanke og mulig indvirkning på ”doctor’s delay”.
MATERIALE OG METODE
56 konsekutive patienter med SCC henvist fra primærsektoren til sygehuset over en femårs periode. Tandlægernes henvisningsdiagnose blev sammenlignet med specialtandlægernes kliniske fund.
RESULTATER
Tandlægernes diagnostiske præcision var 36 % sammenlignet med specialtandlægernes 93 %. 7 % blev fejldiagnosticeret af begge grupper.
KONKLUSION
Tandlæger og tandplejere bærer et stort ansvar for klinisk diagnostik af mundhulecancer, da de som eneste kliniker regelmæssigt undersøger patienternes mundhule. En sensitivitet på 36 % i denne undersøgelse opfordrer til øget fokus på potentielt maligne tilstande samt de klassiske kliniske karakteristika af oral cancer for at reducere ”doctor’s delay” og dermed mortaliteten.
Klinisk relevans:
De klassiske, kliniske karakteristika for oral cancer er: smerter, erytem, volumenforøgelse, sår, voldformede rande, induration. Tidlig cancer kan dog være diskret og asymptomatisk og kan forveksles med en benign læsion. Tandlægen bør derfor sammenholde de kliniske fund med patientens risikofaktorer og tilstedeværelsen af potentielt maligne tilstande og altid henvise til biopsi ved mistanke om malignitet.
