Epigenetikkens rolle ved parodontitis
Formålet med den aktuelle oversigtsartikel er at give en aktuel oversigt over forskningen inden for dette område.
Parodontitis kendetegnes ved inflammatoriske processer i parodontiet som svar på bakterieansamling på tanden.
Hos nogle individer fører den kroniske inflammation til tab af bindevævsfæste og kæbeknogle.
Det er en kompleks sygdom, hvis forløb påvirkes af såvel det genetiske grundmateriale som senere opståede lokale ændringer i arvemassen (epigenetiske ændringer).
Betegnelsen epigenetik anvendes om ikke-arvelige kemiske ændringer af DNA. Disse ændringer fører til strukturelle ændringer af kromatinet og aktivering eller inaktivering af gener.
De tre store epigenetiske mekanismer er DNA-metylering, histonmodifikationer og mikroRNA.
Gennem de seneste 10 år er der publiceret flere studier vedrørende epigenetikkens funktion og rolle ved parodontitis.
Formålet med den aktuelle oversigtsartikel er at give en aktuel oversigt over forskningen inden for dette område.
Klinisk relevans:
Parodontitis er en destruktiv sygdom i tændernes støttevæv. Den induceres af bakteriel biofilm, som fremkalder et inflammatorisk værtsrespons, og påvirkes af en række faktorer, heriblandt epigenetik. Da de lokale virkninger af parodontitis og den dertil knyttede mikrobiota også påvirker de epigenetiske forhold i parodontiet, vil en dybere indsigt i epigenetikkens rolle ved parodontitis give bedre muligheder for at forstå sygdommens udvikling og progression hos modtagelige individer. Da epigenetiske mekanismer er reversible, er det tænkeligt, at vi kan udnytte denne viden til at rulle forandringerne tilbage og således forsinke eller forebygge progression af parodontitis.